Politiet har travlt: Frustrerede borgere hyrer privat-detektiver
Både private og virksomheder er gået i gang med selv at opklare deres sager, fordi bandekonflikten har optaget en stor del af politiets ressourcer
Hos Ulla Vang Christensen ringer telefonen lidt oftere end normalt for tiden. Hun er privatdetektiv, og hun mærker tydeligt, at både private borgere og virksomheder føler sig oversete af politiet.
- Ofte er vores klienter frustrerede, fordi de har henvendt sig til politiet, og der så ikke er sket ret meget siden. I nogle tilfælde er der måske én, der har været ude og besigtige gerningsstedet, og så sker der ikke mere, siger Ulla Vang Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Torsdag kunne TV2 ØSTJYLLAND fortælle, hvordan bandekonflikten i Aarhus V har ført til, at Østjyllands Politi ikke har ressourcer til at håndtere almindelig kriminalitet.
Bandekonflikten har indtil videre kostet politiet 14 millioner kroner og 8000 arbejdstimer.
Både borgere og virksomheder er frustrerede over, at politiet ikke har tid til at hjælpe dem, og det får dem til at tage sagen i egen hånd eller hyre privatdetektiver.
Selvom privatdetektiverne kan skabe en skævvridning, i form af at ikke alle har råd til at få opklaret den forbrydelse, de har været udsat for, mener Ulla Vang Christensen alligevel, at privatdetektivernes indsats er vigtig.
- Worstcase scenario er, at der slet ikke bliver gjort noget overhovedet. Det stopper ingenting og gør bare, at gerningsmændene fortsætter, fortæller hun.
Offer efterlyste gerningsmænd
Pia Nørgård er en af dem, der savner retfærdighed. I juli blev hendes hjem raseret, og selvom hun har forsøgt at hjælpe politiet med efterforskningen, oplever hun, at der ikke bliver gjort noget.
- Jeg ved godt, de har travlt med bandekonflikten og grænsen, men det er bare ikke i orden, at vi som almindelige borgere ikke kan få opfyldt de behov, vi har, når vi har en krise i vores hjem, siger Pia Nørgård til TV2 ØSTJYLLAND.
Da familien kom hjem til et hus, der blev erklæret ubeboeligt, skrev Pia Nørgård et opslag i Facebookgruppen 8520 Lystrup
Efterfølgende fik Pia Nørgård flere beskeder med tip fra borgere, der havde set opslaget kopieret ind i den nu lukkede Facebookgruppe Offensimentum. Her havde flere unge kommenteret på opslaget, og det er de oplysninger Pia har sendt til politiet.
I videoen her kan du høre, hvad Stig Heidemann fra Østjyllands Politi sagde til sagen om indbrudet i Pia Nørgårds hjem tilbage i juli.
- Jeg ringer af og til for at høre, om der er sket noget nyt i vores sag, og vi hører det samme svar: "Sagen ligger til fordeling, og der skal en sagsbehandler på." Så de mails med mulige beviser er ikke engang blevet åbnet og læst, siger hun.
Pia Nørgård har svært ved at acceptere, at de unge mennesker, som brød ind i hendes hus og holdt fest, ser ud til at slippe godt fra det.
- Det, at man ikke gør noget ved det, er det som som at sige det er okay, siger hun.
Østjyllands Politi siger til TV2 ØSTJYLLAND, at Pia Nørgårdss sag nu ligger i efterforskningsafdelingen.
- Der er for nylig kommet et DNA-hit, så vi har noget at gå videre med. Vi gør vores allerbedste for at finde geningsmændene i denne her sag, siger René Raffo, der er politiinspektør i Østjyllands Politis efterforskningscenter.
Herunder kan du se billeder af ødelæggelserne i Pia Nørgårds hjem.
Privatdetektiver hjælper politiet
Pia Nørgård er blot en ud af mange, der forsøger selv at opklare sin sag. Og det er ikke kun indbrud og private forbrydelser, detektiver må tage hånd om. Mange virksomheder gør også brug af privat efterforskning.
- Langt størstedelen af vores arbejde er erhvervssager. Det kan være alt fra hærværk til tyveri og dankortsvindel, siger Ulla Vang Christensen.
Privatdetektiverne i hendes firma, CIS Gruppen, har meget forskellige uddannelsesmæssige baggrunde. Selv har hun en akademisk baggrund som cand.mag., mens andre er tidligere politifolk, efterretningsofficerer og IT-eksperter.
Forholdet mellem privatdetektiver og politi beskriver Ulla Vang Christensen som velfungerende, og ofte samarbejder de om at overlevere de fundne beviser, så politiet kan foretage en anholdelse.
- Vores mission er den samme. Vi skal have stoppet gerningsmændene og sikret retfærdighed.