Perfekt bryllupsdato: Rådhus overrendt af brudepar
Luften var tyk af kærlighed i Aarhus lørdag, hvor hele 60 borgerlige vielser fandt sted på rådhuset. De mange vielser skyldes, at parrene får en helt særlig bryllupsdato.
Hvis man som par gerne vil være helt sikker på at kunne huske sin bryllupsdag, så kan det være en god ide at blive gift på en dato, hvor tallene ikke sådan lige flyder sammen og risikerer at ryge i glemmebogen en gang i mellem.
Netop sådan en dato er det i dag, lørdag: den 10.10.2020.
Derfor havde mange østjyske par også valgt at blive gift netop i dag. Alene i Aarhus Kommune blev der foretaget 60 borgerlige vielser i løbet af dagen. Heraf 49 på rådhuset.
Blandt de nygifte par var Rune og Lone Egegal:
- Vi valgte datoen, da det også er vores årsdag, fra da vi blev kærester. Og så er det en pæn dato, og den er til at huske for mig også, fortalte Rune Egegal til TV2 Østjylland efter vielsen.
Særlige datoer er populære
Hos Borgerservice i Aarhus Kommune mærker de ofte, at dage med særlige datoer er populære at blive viet på.
Læs også:
Det forstår rådmanden for Kultur- og Borgerservice godt, for han blev selv gift den 19.9.2019 kl. 19.19, og han glæder sig over al den kærlighed, der i dag bredte sig ved rådhuset:
- Det er dejligt, at kærligheden blomstrer i Aarhus i en tid, hvor Corona-virus fylder så meget. Det glæder mig, at så mange finder sammen som par, i en tid, hvor vi ellers skal være sammen hver for sig, siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad i en pressemeddelelse.
Foruden de 49 par, der blev gift på rådhuset, blev otte par viet på jazz-værtshuset Bent J i Den Gamle By, og yderligere tre par blev viet ude i byen.