Ny corona-hjemmetest kan være på vej - virker på kun 20 minutter
Et samarbejde baner nu vejen for, at en ny coronatest kan være på vej, hvor folk kan blive testet i eget hjem på kun 20 minutter.
Testkapaciteten øges markant i disse dage, men der er behov for mere.
Og det behov kan et nyt teknologisk samarbejde ende med at bane vejen for.
Virksomheden Qlife, der er delvist ejet af IT-giganten KMD, har allerede succes med en teknologi, der gør det muligt for blandt andet kronisk syge at tage blodprøver i hjemmet og sende resultaterne videre til lægen eller hospitalet ved hjælp af en smartphone-app.
I forbindelse med coronakrisen har Qlife underskrevet en aftale med en finsk diagnostikvirksomhed, der nu kan gøre det muligt, at man kan bruge samme teknologi til test for corona.
Kan teste i hjemmet og give svar på tyve minutter
- Vi er lige nu i kontakt med myndighederne om at få godkendt produktet og sendt det på markedet. Når det er det, så vil det i første omgang være nødvendigt, at der skal være en form for sundhedspersonale til stede, siger Thomas Warthoe, CEO i Qlife, til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Men på sigt, så er tanken, at folk skal kunne teste dem selv i eget hjem med en responstid på cirka 20 minutter.
Konkret forventer man, at produktet er godkendt og kan markedsføres inden for en måneds tid, men at der kan gå yderligere måneder, før det kan bruges uden sundhedspersonale til stede.
- Systemet er i produktion allerede. Dog produceres det manuelt, og derfor vil det tage lidt tid at skalere. Vi forventer at kunne levere mellem 200 og 300 apparater og ca. 20-30.000 tests over de næste 30 dage, siger Thomas Warthoe.
Bruges normalt til blodprøver
Apparatet, som fremover altså kan blive brugt til at teste for COVID-19, kaldes for Egoo.Health.
Det er ikke meget større end en kaffekop. I forbindelse med blodprøver, som produktet hidtil er blevet brugt til, så prikker man hul i fingeren med et device. Ved Covid-19-tests vil det i stedet være podning.
Devicet indsættes herefter i apparatet, der kan tale sammen med en smartphone app og altså teste for COVID-19.
Det nye er så, at man med det finske diagnostikfirma Aidian Oy's såkaldte SIBA-teknologi nu også vil kunne teste for blandt andet COIVD-19.
- Systemet er lige så præcist som det, man bruger på hospitalet. Efter 20 minutter er man sikker på, om testen er positiv eller negativ. Ingen falske resultater, hvilket er meget vigtigt. Andre teknologier, som er gratis tilgængelige, kan have det problem, at de ikke har en høj specificitet, siger Thomas Warthoe.
I kontakt med relevante myndigheder
Produktet er endnu ikke godkendt af de danske sundhedsmyndigheder, men KMD og Qlife er i kontakt med relevante styrelser og institutioner med henblik på at få produktet ud i de danske hjem.
- Systemet er ved at blive valideret på et af de store hospitaler og forventes taget i brug inden for få dage eller måske uger, siger Thomas Warthoe.
Samtidig vil Qlife øge produktionen af kapsler og enheder hurtigere end planlagt for især at imødekomme den forventede efterspørgsel efter virustest.
Statens Serum Institut har over for TV2 ØSTJYLLAND afvist at give en kommentar på det specifikke produkt.
Medicinsk udstyr skal blandt andet være CE-mærket, før det kommer på markedet. Med CE-mærkningen viser fabrikanten, at udstyret opfylder den gældende EU-lovgivning.
Det er desuden et krav i dansk lovgivning, at medicinsk udstyrs mærkning og brugsanvisning skal være på dansk.