Mand forfulgte Jysk-tyve i hvid kassevogn: Til sidst fik politihund bid
Det hjalp ikke, at tyve gemte sig bag affald.
Jysk har mange dyner og puder, men det var næppe med henblik på at tage en lur, at to mænd natten til mandag brød ind i en butik i Tilst.
Det mente en 24-årig mand, der på en køretur fra sin arbejdsplads hørte en alarm, heller ikke.
Han fulgte efter lyden, og da han nærmede sig Jysk-butikken i Anelystparken bemærkede han, at en port stod åben, og en hvid kassevogn holdt klar til at køre fra stedet.
Standsede ved genbrugsplads
Manden så to personer, der stod og pillede ved en jernkæde på et hegn, der omkransede varerne foran Jysk.
Da de to personer så den 24-årige, løb de ifølge døgnrapporten fra Østjyllands Politi hen til den hvide kassevogn, der med det samme kørte fra stedet.
Den 24-årige hoppede ind i sin bil og kørte efter varebilen, indtil den standsede ved en genbrugsplads på Jernaldervej, og to til tre personer steg ud af bilen og løb væk.
Gemte sig med kammerat
Kort efter ankom en af politiets hundepatruljer til stedet, og hunde blev sat til at finde de flygtede personer.
Ved Skjoldhøjkollegiet i Tilst kunne en hundefører høre nogen, der beklagede sig inde ved en affaldsø, og det viste sig, at hunden havde fået ”bid” og havde fat i foden på en 22-årig mand, der sad og gemte sig sammen med sin 24-årige kammerat.
Begge mænd blev anholdt og sigtet for tyveri ved at have forsøgt at skaffe sig adgang til det aflåste område ved Jysk.
Politiet er nu ved at få afklaret, om der var en tredje medgerningsmand, som det ikke lykkedes betjentene at lokalisere.