Kone ringede til mand igen og igen - og så endte hun i fængsel

Retten i Aarhus har dømt ægtepar i sag, hvor flere kilo stoffer blev fundet.

Genrefoto. Foto: Kim Haugaard - Ritzau Scanpix

Det skulle vise sig ikke at være for heldigt, at en kvinde kort før jul igen og igen blev ved med at ringe til sin mand. For mens hun ringede, var politiet nemlig i færd med at anholde manden i en narkosag.

Kvindens ringeri fik politiet til at interessere sig for nummeret. Man fandt frem til hende, og hun blev også sigtet i sagen, fortæller Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Læs også Atomdrevet hangarskib kommer alligevel ikke til Aarhus

Tirsdag blev ægteparret så dømt ved Retten i Aarhus. Manden på 29 år fik et år og ni måneders fængsel, mens konen blev idømt ti måneders fængsel.

Sagen begyndte 20. december på Søren Frichs Vej i Aarhus. Her standsede politiet en bilist, den 29-årige mand, som betjentene vurderede, ikke virkede helt appelsinfri.

I bilen fandt politiet blandt andet en mindre mængde skunk - altså en særlig kraftig form for marihuana. Derfor valgte politifolkene at tage med hjem til mandens lejlighed i Aarhus V, som blev ransaget.

Her fandt man både pot, ecstasy, kokain, ketamin, skunk og hampplanter. Manden havde også indrettet et lille skunklaboratorium i lejligheden.

Telefon blev ved med at kime

I forbindelse med anholdelsen af manden blev hans telefon ved med at kime. Det var samme nummer, der ringede. Det viste sig at tilhøre hans kone, som imidlertid var tilmeldt en anden adresse end manden.

Hun sagde til politiet, at hun havde byttet lejlighed med sin far - han boede også i Aarhus V. Hun aftalte at mødes med politiet der, men betjentene fandt ingen stoffer. Dog var der et kontantbeløb i lejligheden, som blev beslaglagt.

Læs også Heidi er i konflikt med sit moderhjerte - ser ikke sine børn under corona-udbrud

Kvinden bedyrede desuden, at hun ikke kendte noget til de lyssky aktiviteter, der tilsyneladende foregik i ægtemandens lejlighed. Men i hendes bil, som holdt udenfor fandt politiet flere kilo skunk, hash og kokain.

Bagefter valgte politiet at ransage den adresse, som kvinden har folkeregisteradresse på. Her fandt man blandt andet over fire kilo hash.

Manden blev dømt for besiddelse af samtlige stoffer, som blev fundet. Kvinden blev alene dømt for medvirken til besiddelse af de stoffer, der blev fundet i hendes bil og på hendes folkeregisteradresse. Begge overvejer, om de skal anke til Vestre Landsret.