En person er død i lejlighedsbrand

Mandag formiddag er der udbrudt brand i en lejlighed i Nyringen i Aarhus. En 35-årig mand er død.

En 35-årig mand er mandag formiddag omkommet i en lejlighedsbrand i Nyringen ikke langt fra Vejlby-Risskov Hallen i Aarhus.

Østjyllands Politi modtog meldingen om branden klokken 09.44.

- En person er kommet alvorligt til skade. Jeg kan på nuværende tidspunkt ikke sige yderligere om personens tilstand, lød det fra Jakob Christiansen, kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi, mandag formiddag,

Mandag lidt over middag meddeler Østjyllands Politi, at personen, en 35-årig mand, er afgået ved døden. 

Alle i opgangen evakueret

Jakob Christiansen fortæller, at hele opgangen blev evakueret, og at alle beboere er ude af deres lejligheder. 

Ifølge Østjyllands Politi er branden slukket, men der kommer til at gå lidt tid, før brandårsagen bliver klarlagt.

- Vi skal foretage nogle tekniske undersøgelser på stedet, og vi kommer formentligt ikke til at kunne sige noget om brandårsagen i dag (mandag, red.), oplyser politiet på Twitter.

Den 35-årige mands pårørende er underrettet.

Denne artikel er opdateret mandag klokken 11.56.