Danfoss lukker i Viby
Den store danske virksomhed lukker sin produktion i Viby som en del af en manøvre, der skal sikre konkurrenceevnen.
Bag de gule mursten på bygningerne i industrikvarteret i Viby producerer Danfoss i dag komponenter til varmeautomatik i boliger. Men sådan vil det ikke blive ved med at være. For i dag offentliggjorde virksomheden sine planer for fremtiden og det ser ikke lyst ud for produktionen i Viby.
Aktiviteterne på Jens Juuls Vej i Viby vil nemlig lukke i løbet af 2021 og produktionen flytter til Silkeborg. Alle ansatte i Viby bliver dog tilbudt at flytte med til Silkeborg, fremgår det af en pressemeddelelse.
Viby-produktionen er dog langt hen ad vejen forskånet for de helt store omstruktureringer. Værre ser det ud for lokationerne i Kolding og Vejle.
Samler produktionen
I Kolding nedlægger Danfoss 335 stillinger, fordi det er blevet besluttet at lukke fabrikken i byen og flytte produktionen til Polen. Danfoss regner med at flytningen er overstået i begyndelsen af 2022.
- Vi har mange kompetente og dedikerede medarbejdere i Kolding, og vi ønsker naturligvis, at alle medarbejdere kan blive så længe som muligt i overgangsperioden, siger Kristian Strand, der er direktør for Danfoss Refrigeration and Air-Conditioning Controls.
- Vi vil sikre, at alle ansatte, der er berørt af flytningen, behandles ordentligt og retfærdigt og tilbydes den nødvendige støtte i forbindelse med processen, siger han i pressemeddelelsen.
Fremover vil Danfoss samle sine aktiviteter i Nordborg på Als, i Silkeborg, i Kolding og i Polen. I alt har Danfoss 5.700 ansatte i Danmark.