Venstre slagtet i Østjylland: - Vi vidste det jo godt
Heidi Bank siger, at alt er i spil, når det kommer til regeringsdannelsen.
Venstre har mistet over 10 procentpoint af stemmerne på landsplan. Og i Østjyllands Storkreds går tendensen igen, hvor partiet har mistet 9,6 procentpoint.
Og selvom det næsten er en halvering af stemmerne, så kommer det ikke bag på Heidi Bank, der er opstillet i Østjyllands Storkreds for Venstre.
TV2 ØSTJYLLAND følger valget minut for minut. Følg med her.
- Vi vidste det jo godt, at der var noget på vej i den retning. Der er ikke så store overraskelser der, men det ændrer ikke ved, at det er træls, siger Venstre-profilen.
Åbner op for at pege på Lars Løkke
En af årsagerne til den store tilbagegang for Venstre skal måske findes i, at to tidligere profiler, Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg, har startet deres egne partier, der er braget ind i Folketinget.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har en formand og en næstformand, der har forladt partiet. Og det har selvfølgelig konsekvenser, siger Heidi Bank.
Den store tilbagegang for partiet kan også betyde, at Heidi Bank ikke får genvalg til Folketinget.
Læs også
- Der er ingen af os, der ved det endnu. Jeg vil sige, at jeg faktisk er mere bekymret for, at vi får en rød regering igen, siger hun.
Selvom Venstre har deres egen statsministerkandidat i Jakob Ellemann Jensen, så åbner Heidi Bank op for, at partiet måske kan pege på deres egen tidligere formand.
Vil I kunne finde på at pege på Lars Løkke Rasmussen som statsminister?
- Jeg tror, at alt er åbent lige nu, så må vi se hvordan og hvorledes. Det er i hvert fald spændende, siger Heidi Bank.