Signe styrter rundt på hospitalsgangene: - Jeg vil gerne have mange flere kollegaer

- Indtil videre har det været en stille og rolig dag, siger sygeplejerske Signe Wengel til mig, da vi er halvvejs inde i hendes arbejdsdag på Blodsygdomme Sengeafsnit på Aarhus Universitetshospital.

Gad vide, hvordan en travl dag så ser ud?, kan jeg ikke lade være med at tænke.

For jeg har set hende sætte fuld turbo på, da der opstår en akut situation og en kollega slår alarm. Og i øvrigt har hun hele dagen gået rundt på hospitalsgangene i et mere tjept tempo end en stavgænger på fortovet.

Hun har derimod ikke sniksnakket med kollegaer ved kaffeautomaten. Hun har ikke givet sig selv et pusterum mellem sine besøg på patientstuerne, og når hun har sat sig ned, har det ikke været for at læne sig tilbage, men for at dokumentere alt det, hun foretager sig inde hos patienterne.

Hun har med andre ord ikke spildt tiden. Måske fordi hun er vant til, at der ikke er nogen tid at spilde.

- Vi hjælper trods alt stadigvæk

Klokken lidt i 7 om morgenen møder jeg Signe Wengel. Hendes vagt skal til at begynde på Blodsygdomme Sengeafsnit, hvor hun har været sygeplejerske i 9,5 år.

- Jeg er stadig sygeplejerske, fordi jeg gerne vil hjælpe andre mennesker. Jeg tror, langt de fleste sygeplejersker blev sygeplejersker af den grund. Og det gør vi trods alt stadigvæk, siger hun.

Denne onsdag har Signe Wengel dagvagt. Klokken 15 får hun fri igen, hvor aftenvagten tager over. Eller det vil sige, hun har faktisk fri klokken 14.45.

For der er en otte timers-regel, der skal overholdes. Det vender vi tilbage til.

Signe Wengel finder sig til rette ved personalestuens langbord. Rummet dufter af friskbrygget kaffe, som flittigt bliver tanket op i store kopper. Man siger, man ikke kan blive journalist uden at drikke kaffe. Det samme gælder tilsyneladende for sygeplejersker.

Mens de opkvikkende dråber bliver skyllet ned, bliver arbejdsopgaverne fordelt. Signe Wengel får i dag ansvaret for tre patienter.

- Typisk har vi to til tre patienter i dagvagter, og i aftenvagter har vi flere. Og i nattevagterne der er vi tre sygeplejersker til 33 patienter. Så der passer man alle, fortæller hun.

Patienterne på Blodsygdomme Sengeafsnit har oftest kræftsygdomme. Det kan være leukæmi, lymfekræft eller knoglemarvskræft. Andre patienter har for eksempel blødersygdom.

Travlhed skal ikke gå udover patienter

Vi følger med Signe Wengel ud af personalestuen, mens hun målrettet sætter kurs mod kontoret. Her skal hun som det allerførste have læst op på sine patienter.

Hun printer, læser og noterer, så hun kan blive klar til at komme ud på stuerne og måle patienternes værdier. Blandt andet deres blodtryk, puls og temperatur.

Om morgenen skal det gerne gå slag i slag for ikke at komme bagud fra start.

Hun flyver rundt fra den ene stue til den anden, til og fra medicinrummet. Man skal have det ultralange ben foran for at følge med. Jeg har flere gange undervejs lidt ondt af min fotografkollega, der skal forsøge at følge med i hendes tempo og samtidig holde kameraet nogenlunde stille.

Jeg er om end endnu mere imponeret over de overbliksevner, Signe Wengel demonstrerer. Hun er målrettet. Hun ved præcis, hvor hun skal hen hvornår. Til trods for at hun ikke stopper op for at holde tænkepause.

Jeg spørger hende, hvordan hun formår at holde overblikket. Som svar hiver hun en seddel op af lommen. Den er hendes hjerne, fortæller hun. Og ved nærmere eftertanke har jeg allerede set hende skele ned på det sammenfoldede krusedullepapir mange gange i løbet af formiddagen.

Lige så hektisk som det kan føles, når jeg bestræber mig på at følge med Signe Wengel, mens hun spadserer rundt på gangen, lige så rolig bliver man i hendes selskab, når hun er inde ved patienterne. Hun spørger ind, hun giver sig tid, hun er nærværende. Og det er helt bevidst.

For hun vil for alt i verden undgå, at patienterne holder sig tilbage med at dele deres tanker og problemstillinger, fordi de tænker, hun ikke har tid til at lytte og hjælpe.

- Min travlhed skal ikke gå udover patienterne. Så kan jeg godt holde til at gå hurtigt på gangen, siger hun.

Lige som jeg troede, at jeg havde oplevet Signe Wengel have fart på, opstår der en akut situation. En kollega kalder alarm, og Signe Wengel flyver straks ned ad gangen for at komme sin kollega – og ikke mindst patienten – til undsætning.

- Der er en patient, der bliver dårlig, og så ringer vi alarm, og så får man den hjælp, man har brug for af sine kolleger, forklarer hun efterfølgende.

Jeg trækker mig fra situationen af hensyn til patienten og de pårørende og opsøger først Signe Wengel, da situationen er håndteret, og hun er vendt tilbage til sine egne opgaver.

Fra nødsituation til notater

Jeg finder hende ved en computer på kontoret, hvor hun er i gang med at dokumentere noget af alt det, hun har foretaget sig inde hos sine patienter forud for alarmen.

Det er enormt kontrastfyldt, tænker jeg. Sådan at gå direkte fra nødsituation til notater.

- Jeg tror, man vænner sig til som sygeplejerske, at tingene kan skifte, og man kan have lagt nok så mange planer, og så sker der et eller andet akut, som ændrer de planer fuldstændigt, svarer hun.

På trods af at hun for en stund har måttet smide alt, hvad hun havde i hænderne, er Signe Wengel godt med i dag. I hvert fald for nu. For hun mangler stadig at gå stuegang.

Signe Wengel ved ikke, hvor længe hun kommer til at vente på at kunne gå stuegang. For ligesom der er mangel på sygeplejersker, er der også mangel på andre faggrupper. Herunder læger.

- De kan også være syge, sådan at vi mangler læger. Så hvis man ikke har noget akut med patienten, så kan der være periode, hvor man faktisk ikke rigtigt kan komme videre, siger hun.

Jeg spørger Signe Wengel, om det ikke er tiltrængt, at der for første gang i dag ikke umiddelbart er nogen presserende opgaver at tage sig af. Men det svarer hun nej til. For hun ved jo, at stuegangen skal klares på et tidspunkt. Og hun vil rigtig gerne undgå, at opgaven bliver skubbet til den kollega, der har aftenvagten.

Patientens behov kommer først

Signe Wengel er på vej til at udnytte ventetiden til at spise sin frokost. Men hun kommer undervejs i tanke om, at hun har en besked til en af sine patienter, og hun beslutter sig for at besøge ham først. Det udvikler sig til en længere snak om en problemstilling.

- Og så er det nogle gange med at gribe det gunstige øjeblik, påpeger hun.

Patientens behov kommer først. Det er Signe Wengel vant til. I dag betyder det, at hun pludseligt har meget kort tid til at holde pause.

Hun er i gang med at varme sin frokost i mikrobølgeovnen, da det pludseligt vibrerer i hendes lomme.

- Det er det, der sker. Så snart man sætter sig til at spise, så ringer de til stuegang, siger Signe Wengel.

Men hun bliver ikke irriteret. Heller ikke overrasket. Et smil, et træk på skuldrene og tre bidder senere er hun ude af personalestuen igen og klar til at mødes med lægen.

I dag skal Signe Wengel og hendes lægekollega kun gå stuegang hos den ene af hendes patienter. Men der går alligevel tre kvarter, før hun kan vende tilbage til personalestuen.

Vagtplanen skal gå op

Maden, der for længst er blevet kold, får en ekstra tur til mikrobølgeovnen. Mens hun får sig den længeventede frokost, nærmer fyraften sig.

Eller det vil sige, Signe Wengel møder ind allerede otte timer senere, klokken 22.45, til nattevagt.

- I stedet for at have 11 timers hviletid, så har jeg skrevet under på, at jeg godt kan nøjes med otte timer. Det giver større frihed for dem, der lægger vagtplanen, at man kan det.

Den slags er noget, Signe Wengel tænker meget over. At det hele skal hænge sammen. Også når det betyder, at hun ikke kommer til at sove mere end et par timer, før hun skal på arbejde igen. Så trøster hun sig med, at hun til gengæld får en kortere arbejdsuge.

På nuværende tidspunkt er der fire ledige sygeplejerskestillinger på Blodsygdomme Sengeafsnit. Derudover er der fem sygeplejerskestillinger, der er besat af andre faggrupper.

- Heldigvis er vi inde i en god udvikling. Vi har været en afdeling, der har manglet rigtig mange kolleger, vi har haft sengenedluk, på grund af at vi simpelthen ikke var nok personale.

Så slemt ser det heldigvis ikke ud længere. Men Signe Wengel vil rigtig gerne have flere kolleger. 

- Og jeg bekymrer mig da også for, hvordan det kommer til at se ud i fremtiden.

Efter indtag af den forsinkede frokost, har Signe Wengel ét enkelt gøremål tilbage. Vi følger med hende ned ad hospitalsgangen med retning mod en af stuerne, hvor hun aflægger dagens sidste patientbesøg.

- Hvis du kalder i nat, så kommer jeg, forsikrer hun ham om, inden hun siger farvel for nu og sætter kurs mod udgangen.