Vognmænd kræver klart svar - må vi køre med studenter eller ej?

Transportministeriet er ikke klar med en udmelding og henviser indtil videre til Sundhedsstyrelsens retningslinjer for forebyggelse af coronasmitte.

Der flyder som regel alkohol i stride strømme, når studenterne er ude for at køre i lastvogn. Blandt andet derfor er det urealistisk at de unge holder afstand, mener flere. Foto: Anders Debel Hansen/STF/Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Blandt de danske vognmænd er der udbredt usikkerhed om, hvorvidt der kommer til at være studenterkørsel til sommer.

Det siger deres brancheorganisation, DI Transport, til TV 2.

Usikkerheden er ikke blevet mindre af, at afstandskravet søndag er sat ned til en meter, og forsamlingsforbuddet med fase 3 muligvis hæves til 30-50 personer.

Læs også Oprørte studenter klar med kampagne: - Det er en sommer, vi aldrig får igen

Ifølge branchedirektør hos DI Transport Michael Svane er medlemmerne i tvivl om, hvad de skal stille op.

- Vi hører et klart ønske om afklaring fra myndighedernes side, siger han.

Arkivfoto

Mangler grønt lys

Vognmændene selv er også i tvivl om, hvad de skal forberede sig på.

En af dem er Bo Arleth, som ejer Gallakørsel.dk. I år har virksomheden planlagt studenterkørsel for 43 klasser - men aftalerne hænger nu i en tynd tråd på grund af sundhedsmyndighedernes anbefalinger om afstand.

- Medmindre de sætter afstandskravet ned til nul meter, så kan jeg ikke køre. For det er helt urealistisk, at studenterne kan holde afstand, siger han.

Arkivfoto

Vognmand: Vi følger bare myndighedernes retningslinjer

Hos en anden virksomhed, forholder de sig anderledes til situationen.

Festlastbiler.dk kommer ikke til at holde deres kørsler tilbage, så længe afstand på en meter kun er en anbefaling, og ikke en lov. Det fortæller Bengt Duus Svensson, som ejer Festlastbiler.dk.

- Vi følger bare myndighedernes anvisninger, fortæller han.

Han ser i stedet forsamlingsforbuddet som det springende punkt. Så længe, der maksimalt må være ti studerende, er studenterkørslen helt ude af ligningen, siger Bengt Duus Svensson.

Læs også Umuligt med hjemmeisolation? Nu stiller kommune boliger til rådighed

Men hvis det sættes op til 30-50 personer 8. juni, kommer firmaets vogne ud at køre.

Bengt Duus Svensson arbejder på at finde løsninger, som at de studerende kun mødes med familien udenfor, og at der er håndsprit tilgængeligt. Det er dog ikke noget, virksomheden vil håndhæve.

- Vores chauffører skal ikke være politibetjente overfor de unge. De er alle sammen over 18 år gamle, siger han.

TV 2 har også talt med virksomhederne Vognen.dk, Vognkompagniet.dk og EventTrucks.dk. De har også tænkt sig at køre, såfremt forsamlingsforbuddet sættes op til 30 personer, og der ikke kommer et decideret forbud mod studenterkørsel.

Arkivfoto

Afstand er urealistisk

Hos Bo Arleth og Gallakørsel.dk, er der et stort dilemma forbundet med at lade studentervognene køre - også selvom de teknisk set godt må, hvis forsamlingsforbuddet sættes op til 30 personer.

Som situationen ser ud lige nu, håber han inderst inde på, at studentervognene ikke får lov til at køre fra slutningen af juni, som ellers er planen.

- Jeg ved, hvordan studenterkørsel er. Der bliver blæst i fløjter, drukket af den samme flaske, krammet, og så går de ind til mormor og morfar. Det er en kæmpestor smittebombe, siger han.

Men samtidig vil det være katastrofalt for hans virksomhed, hvis han må aflyse vognturene og ikke kan få tilstrækkelig økonomisk støtte.

Læs også Coronakrisen vil give flere studieafslag til håbefulde unge

Han håber på, at vognmændene får en klar udmelding, om studenterkørsel bliver tilladt. Han frygter, at det bliver op til dem selv at afgøre, om de vil køre eller ej.

- Man så jo, hvordan det gik med Ikea, siger han, og henviser til den kritik Ikea fik af erhvervsminister Simon Kollerup (S), da de genåbnede deres varehuse.

Derfor mener Bo Arleth, at det er politikerne, der må tage endelig stilling til studenterkørslernes skæbne.

- Det går ikke, at nogle virksomheder kigger på sundhed og andre på økonomi – det har vi ikke brug for. Vi har brug for, at nogen bestemmer for os – må vi, eller må vi ikke?, siger Bo Arleth.

Arkivfoto

Brancheorganisation: Vi skal have konkret afklaring

Hos brancheforeningen DI Transport er det også helt afgørende, at myndighederne kommer med en konkret melding til de mange vognmænd.

Det kan nemlig have store konsekvenser for virksomhederne bag studenterkørslen, hvis de selv skal vurdere om de vil køre eller ej, fortæller branchedirektør Michael Svane til TV 2.

- Hvis man ikke følger åbningsstrategien, kan man jo blive straffet. Derfor bør vognmændene ikke selv skulle tage stilling, og derfor er det så vigtigt med en afklaring, siger han.

Transportministeriet oplyser til TV 2, at en endelig udmelding om studenterkørsel lige nu afventer, hvad mulighederne bliver i næste fase af genåbningen af Danmark. Indtil da henviser ministeriet til de gældende retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen.