Markant vejrskifte på vej - nu bliver det 15 graders varme
Resten af ugen byder på lunt efterårsvejr - men der kommer også både regn og blæst.
Efter en periode med koldt efterårsvejr, der bød på den første nattefrost, betyder et markant vejrskifte, at det i de kommende dage bliver betydeligt lunere.
Prisen for det lune efterårsvejr er mere regnfuldt og blæsende vejr.
Lunere luft blæser mod Danmark fra sydvest
Lavtryk og fronter over Atlanterhavet står nærmest i kø for at komme ind over Danmark, og med sig bringer de lunere luft, der resten af ugen vil blæse ind over os fra sydvest og vest.
Dermed er det slut med den kølige nordøstenvind, der ud over kolde nætter også har givet os flot og solrigt efterårsvejr.
Regnfuldt - men lunt vejr
Tirsdagens lune og regnfulde vejr er startskuddet til en periode med ustadigt vejr, hvor temperaturerne stort set alle dage frem til og med weekenden vil kunne nå 15 grader i dagtimerne.
Også om natten bliver det lunt, når den oprindelige atlanterhavsluft blæser frem mod os. Det vil mange steder holde temperaturen oppe over ti grader døgnet rundt, og især natten til fredag og natten til lørdag vil man nogle steder ikke komme under 13 grader i nattetimerne.
Både onsdag, torsdag og fredag kommer der en del byger, som stedvis kan blive kraftige, og især fredag vil det blive blæsende med hård vind til kuling langs kysterne.
Ifølge de seneste prognoser vil et mere udbredt regnvejr nå frem til Danmark i løbet af lørdagen, men til gengæld ser det fortsat lunt ud med op til 15 graders varme.
Måske mere stabilt vejr i efterårsferien
Efter et dybt kig i prognoserne tyder alt på, at det lune og ustadige vejr fortsætter ind i efterårsferien.
Fra midt i uge 42 er der dog en tendens til mere stabilt vejr, så man måske kan se frem til tørvejr og gode chancer for lidt sol i den sidste halvdel af efterårsferien.