Birkepollensæson i gang - coronavirus gør allergikere ekstra bekymret
Birkepollensæsonen er gået i gang, hvilket gør livet mere besværligt for allergikere.
- Vi har fået så mange henvendelser, at vi ikke kan følge med. Der er virkelig behov for at snakke og stille spørgsmål i øjeblikket, så vi udvider hele tiden vores telefontid.
Patientforeningen Astma-Allergi Danmark har travlt i øjeblikket, fortæller Anne Holm Hansen, næstformand i foreningen.
Ikke nok med, at birkepollensæsonen begyndte torsdag, så har coronavirussen også gjort allergikere og astmatikere ekstra bekymret.
De mennesker, der ringer, er bekymrede, og mange er ligefrem angste, siger Anne Holm Hansen.
- Folk er bange for det her. Især handler det om angsten for det ukendte – hvad ender det med? Hvad sker der, hvis jeg får corona og har astma? lyder nogle af spørgsmålene til foreningen ifølge Anne Holm Hansen.
Individuel vurdering
Allergi er en sygdom, der blandt andet kan udløse høfeber og astma, og især astma giver problemer i lungerne.
Allergi kan påvirke en person respiratoriske system, ligesom coronavirussen gør det, og coronavirussens lette symptomer kan være de samme som ved allergi.
Derfor handler mange om spørgsmålene til Astma-Allergi Danmark om forskelle mellem allergi og coronavirus, og hvad man skal gøre for at gøre sig mindre sårbar i forhold til coronavirussen.
Der findes mange sværhedsgrader af eksempelvis astma - fra mild til alvorlig - og derfor er der ikke svar, som passer på alle allergikere og astmatikere.
Det vil være individuelt, hvordan man skal forholde sig i forhold til coronavirussen, og det svar skal komme fra ens læge, lyder det fra foreningen.
Det vigtigste er dog at fortsætte sin behandling, være opmærksom på symptomer og tage hensyn til sine omgivelser.
- Man skal være velbehandlet med sin medicin i forhold til sin astma og allergi, siger Anne Holm Hansen.
- Hvis man har den nødvendige opmærksomhed, man får den rette behandling, og man kan mærke, man har det godt, så skal man ikke være bekymret, siger hun.
Ring til lægen
Hvis man ikke er velbehandlet og har en svær astma og eksempelvis ofte har lungebetændelser, er man i ”risiko for at få det skidt, hvis man får corona”, fortæller Anne Holm Hansen.
- Det er også derfor, vi hele tiden understreger, at man skal være velbehandlet. Og hvis man ikke kan det, fordi din astma er svær, skal man tage de nødvendige hensyn, for så er du i risikogruppen.
- Hvis man er tvivl om, hvorvidt man har astma, høfeber eller coronavirus, fordi symptomerne kan minde om hinanden, så skal man ringe til sin læge, siger Anne Holm Jensen.
Desuden anbefaler foreningen, at man følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer, og at man sørger for at komme ud i den friske luft.
Nervøse for nys
Amerikanske eksperter har til CNN peget på, at man som allergiker bør tage sin medicin forebyggende, altså inden pollensæsonen starter, for at gøre sig mindre sårbar over for lungeproblemer.
Men Astma-Allergi Danmark henviser igen til, at det er en individuel vurdering.
- Det kan man ikke sige noget generelt om. Man skal tage en snak med sin læge i forhold til, hvordan man skal forholde sig, for det er meget individuelt, siger Anne Holm Hansen og peger på, at eksempelvis astmamedicin tager man ofte året igennem.
Nu, hvor birkepollensæsonen er indledt, vil det genlyde af nys i parker, skove, eller hvor man ellers går en tur med passende afstand til andre mennesker.
Læs også:
Astma-Allergi Danmark forventer flere spørgsmål i forhold til at nyse i offentligheden, da dråber fra nys kan smitte med corona.
- Vi kommer nok til at høre mere om det med at nyse i offentligheden, for det er først nu, pollensæsonen starter, siger Anne Holm Jensen.
- Men nyse skal man jo, så man skal bare tage så godt hensyn, som man kan. Man skal nyse i ærmet, have god hygiejne og så tage sin medicin.
Sundhedsstyrelsen har kategoriseret mennesker med lungesygdomme som værende i 'særlig risikogruppe', men det gælder ikke "mild og velbehandlet astma".
Gode råd til allergikere fra Astma-Allergi Danmark:
Følg Sundhedsstyrelsens retningslinjer
Hvis du er i tvivl om, hvad dine symptomer er udtryk for, så ring til din læge
Du skal sørge for, at du får den rette medicinske behandling til din allergi
Har du det dårligt, selvom du tager din medicin, så kontakt lægen
Mange med høfeber har også astma uden at vide det. Vær opmærksom på de forskellige symptomer