Festlig weekend har givet arbjede til politiet: Vi er ikke vant til så mange anmeldelser
Siden fredag er politiet blevet kontaktet om for høj musik eller støj intet mindre end 24 gange, og er rykket ud 20 gange.
Det har været en weekend med høj musik i det midt- og vestjyske.
I flere tilfælde har musikken været til så stor gene for naboer, at Midt- og Vestjyllands Politi har modtaget intet mindre end 24 anmeldelser henover weekenden, og 20 gange rykkede politiet ud for at lukke festen.
- Det svarer til en god sommerdag, men på grund af corona holder rigtig mange privat fester. Vi er ikke vant til så mange anmeldelser, når vejret ikke er bedre, fortæller Jens Claumarch, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Han fortæller også at anmeldelserne er kommet fra alle kommuner i landsdelen.
Corona-kuller
Der er intet ulovligt i at spille musik til langt ud på natten, så længe det ikke er til gene for andre, og så skal man selvfølgelig være opmærksom på reglementet i den boligforening man tilhører.
Vagtchefen vurderer, at de mange privatfester skyldes de tidlige lukketider på barer, og at folk er lidt kulrede ovenpå corona-krisen.
- Vi opfordrer alle til selv at tage kontakt til naboer, hvis man skal holde en fest eller bliver forstyrret. Og så rykker vi så ud, hvis det ikke løser problemet, fortæller vagtchef Jens Claumarch til TV MIDTVEST.
Ifølge vagtchefen er kommunikation vejen frem, når det kommer til fester og naboproblemer.
Dobbelt så mange anmeldelser i Østjylland
Også Østjyllands Politi har de seneste to måneder modtaget næsten dobbelt så mange anmeldelser om støj i forhold til sidste år.
Det har Tinnah Solear om nogen mærket. Hun er nabo til Botanisk Have i Aarhus og er lige nu i gang med eksamenslæsningen. Men på grund af høj musik fra de besøgende i parken er det ikke nemt at koncentrere sig.
- De sidste par dage har det føltes som Northside nonstop. Det er ikke særlig let at sidde og læse herude, når der kører en tung bas rigtig mange timer i døgnet, sagde hun til TV2 ØSTJYLLAND den 1. juni.
Det har fået hende til at politianmelde larmen to gange til politiet - ligesom mange andre har valgt at gøre det samme:
- (..) de seneste to måneder har vi fået næsten dobbelt så mange anmeldelser om det, vi på smukt politisprog kalder ”musik til ulempe”, end vi havde på samme tid sidste år. I sidste måned fik vi hele 161 anmeldelser om folk, der enten ude eller inde havde skruet volumeknappen så voldsomt op, at det generede andre, skriver de blandt andet i et opslag på deres Facebookside, hvor de opfordrer folk til at skrue ned:
- Skru nu ned for anlægget og op for hensynet til andre, står der.