Fængslet åbner kælderen for publikum - nu kan du besøge 'Helvede'

I kælderen på Fængselsmuseet i Horsens kan du nu blive klogere på noget af Fængslets mørke historie.

De indsatte sov i hængekøjer, fordi de var i cellerne døgnet rundt. Ved at tage hængekøjen ned om dagen var man sikker på, at de indsatte passede deres arbejde i cellerne og ikke lå og sov. Foto: Pernille Leftes

I samarbejde med TV MIDTVEST

Underverdenen, Dybet eller Helvede.

Fangekælderen i Fængslet i Horsens havde mange navne blandt fangerne. Kælderen var mørk, og det var det første sted fangerne blev anbragt, når de ankom til det gamle fængsel for at afsone deres dom, og kælderen var også det sidste stop for dem, når deres tid i fængslet var slut.

Læs også Se video: Her kunne fangerne få pisk eller sidde i lænker

Men kælderen var også her, de indsatte blev sendt ned, hvis de ikke fulgte fængslets regler, og det var her, de blev straffet og disciplineret. Med Fængselsmuseets udstilling 'Underverdenen' kan man blive klogere på, hvad der foregik i fængslets kælder for over 100 år siden.

I glasmontret kan man se nogle af de ting, som har kostet fanger straffe i fangekælderen. Bagerst er 'Den Kolde Jomfru', hvor fangerne blev spændt fast, når de skulle straffes.

Lænker til hænder og fødder

Det har taget halvandet år at lave udstillingen, og kælderen er blevet renoveret, så den ligner fangekælderen i starten af 1900-tallet mest muligt.

Læs også Erik var ansat i Statsfængslet: Nu afslører han røverhistorierne

På vej rundt i udstillingen kan man se de redskaber, der blev brugt til at straffe fangerne, man kan se rummet, hvor fangerne fik taget billeder, når de ankom til fængslet, turen går forbi badeanstalten, og så kan man se, hvordan en celle i fangekælderen så ud for over 100 år siden.

Jeg tænker, at det er fantastisk spændende at læse om, hvordan det foregik i gamle dage med de indsatte.

Dorthe Flammild, Horsens

I cellen hænger der kroge på væggen. De blev brugt til at hænge en hængekøje op, som cellens beboer kunne sove i, og så kunne de bruges til lænker, så man kunne spænde fangerne fast på hænder og fødder, hvis man mente, at det var nødvendigt.

Åbningsdagen

Fredag åbnede udstillingen, og en af dem, der var taget forbi for at se den, var Dorthe Flammild.

Læs også Kom med Google Street View bag tremmerne i Horsens

- Jeg tænker, at det er fantastisk spændende at læse om, hvordan det foregik i gamle dage med de indsatte. Nu har vi været nede i badeafdelingen, og jeg synes, at det er fantastisk, at man både hører vandet risle og læser om, hvordan betjentene regulerede vandets grader, siger Dorthe Flammild.

På vej rundt i museets udstillinger møder man 'Underverdenen' som en af de sidste stop, før man igen slipper ud i friheden. 

VIDEO: TV SYD har besøgt den nye udstilling på Fængselsmuseet. Indslaget begynder 14 minutter og 45 sekunder inde i udsendelsen.