Simon afviste tilbud flere gange: Fik alligevel regning, der var ved at lukke hans firma
Simon Dinesen mener, at selskabet Web-Koncept systematisk går efter små erhvervsdrivende.
Da Simon Dinesen i oktober 2022 opretter firmaet Simons Tennisrejser, går der ikke ret lang tid, før selskabet Web-Koncept ringer ham op med et godt tilbud.
- Hvis jeg siger ja inden for fire dage, får jeg et tilbud, som det nærmest vil være dumt – udtrykker de - at sige nej til, fortæller han.
Web-Koncept laver hjemmesider til små og mellemstore virksomheder. Selskabet har kontorer i både Aarhus, Aalborg, København og Odense og har efter eget udsagn over ”6000 glade og tilfredse kunder”.
Takkede nej igen og igen
Simon Dinesen er fristet, men efter et møde og endnu et telefonopkald med Web-Koncept, ender han alligevel med at takke nej til tilbuddet. Web-Koncept vender tilbage, men Simon Dinesen takker nej igen, fortæller han.
- Jeg har på intet tidspunkt skrevet under på noget som helst, siger han til TV2 Østjylland.
Alligevel modtager han kort efter en kontrakt og en regning fra Web-Koncept.
- De vil have omkring 32.000 kroner over fire betalinger, siger Simon Dinesen.
- De går efter nyopstartede firmaer
Han er ikke den eneste, der står frustreret tilbage efter mødet med Web-Koncept.
Også Jeanette Thorsted føler sig snydt af selskabet i forbindelse med, at hun startede eget firma. Hun troede, de var blevet enige om en månedlig betaling på 349 kroner over de næste seks år, men den første regning lød på knap 40.000 kroner.
I en facebookgruppe fandt hun 75 andre utilfredse kunder.
- Jeg tror, de 75 virksomheder, der er i gruppen, bare er toppen af isbjerget, fortæller Jeanette Thorsted.
Der er tilsyneladende uoverensstemmelser, hvor Web-Koncept er involveret. I hvert fald viser tal fra Retten i Aalborg trukket til TV2 Østjylland, at Web-Koncept har været involveret i 228 sager siden september 2017.
Jeanette Thorsted mener, at Web-Koncept systematisk går efter nystartede eller uerfarne erhvervsdrivende, og Simon Dinesen er enig.
- Det handler ikke om, at de tror, at vi har en aftale. Det handler om, at de meget organiseret går efter nyopstartede firmaer, som ikke har særlig stor erfaring, siger han.
Web-Koncept svarer på Jeanette Thorsteds kritik.
TV2 Østjylland ville gerne have interviewet Web-Koncept om Jeanette Thorsteds oplevelser og deres forretningsmetoder generelt.
Til en start vil de udelukkende svare på skrift, men efter tre måneders dialog indvilger de i at stille op til et interview. Interviewet bliver dog aldrig til noget, da de få dage før aflyser aftalen på grund af private omstændigheder.
Derfor må vi nøjes med deres skriftlige svar.
- Vi driver en virksomhed, hvor vi har fokus på at informere kunderne og tilbyde løsninger, der passer til dem, og vi går langt for at finde løsninger. Det er også tilfældet her. Jeg synes, at vi har gjort meget for, at Jeanette skulle forstå, hvordan aftalen skulle afregnes, skriver Benjamin Jensen, der er stifter af og direktør hos Web-Koncept.
- På kontrakten står der kun prisen, som betales og ikke nogen månedspris. Efterfølgende har vi forsøgt at løse betalingsformen ved at tilbyde rater af ca. 3500 kr. per måned over de næste 12 mdr., hvilket jeg vil vurdere er muligt for de fleste virksomheder.
En afgørende samtale
Web-Koncept forklarer, at Simon Dinesen i et telefonopkald har takket ja til en aftale. Simon Dinesen er af en anden opfattelse.
Det er efter den samtale, Web-Koncept sender en ordrebekræftelse og en faktura, som Simon Dinesen skriftligt afviser adskillige gange.
- Hele tonen bliver meget ubehagelig, og jeg bliver i tvivl om mine rettigheder, siger Simon Dinesen.
Web-Koncept har optaget samtalen mellem dem og Simon Dinesen. Til TV2 Østjylland har de udleveret en udskrift af en lille del af den 28 minutter lange samtale, hvor de mener, han accepterer aftalen.
Simon Dinesen har derfor bedt om at få hele lydfilen udleveret, så han kan høre hele sammenhængen. Det har de indtil videre nægtet med henvisning til deres sælgers rettigheder.
For at udlevere den kræver de, at Simon Dinesen lover, at han ikke udleverer eller afspiller optagelsen for en tredjepart eller offentliggør samtalen. De betingelser har han ikke accepteret.
Overvejede at lukke det hele ned
Og ligesom i Jeanette Thorsteds tilfælde var kampen mod Web-Koncept ved at koste Simon Dinesens firma livet.
- Jeg når helt derud, hvor jeg tænker, at det her firma, jeg knap nok har startet endnu - skal jeg lukke og dreje nøglen? Det er en rigtig dårlig start, siger han.
Kritik af Web-Koncept
TV2 Østjylland har været i kontakt med et tocifret antal kunder, som er utilfredse med webbureauet Web-Koncept og den måde, de driver forretning på.
Flere føler sig bondefanget og oplever, at firmaet ikke holder hvad de lover, eller direkte lyver om vilkår i forbindelse med salgsmøder.
Web-Koncept afviser kritikken og påpeger, at de har mere end 6.000 glade og tilfredse kunder. På Trustpilot.com har de 4,6 stjerner ud af fem mulige.
I en mail til TV2 Østjylland skriver de:
- Det er beklageligt, hvis der er nogle kunder, der har den oplevelse, som du beskriver. Hos Web-Koncept har vi i skrivende stund mere end 6000 tilfredse kunder, og vi er klar over, at misforståelser og fejl desværre vil være uundgåelige. Dog er det vigtigt for os at understrege, at vi arbejder hårdt for, at vores kunder er -- og bliver – og forbliver fuldt tilfredse. For os er det altafgørende, at vores kunder er på det rene med – og enige i – de aftaler vi indgår med dem.
Efter længere tids tovtrækkeri tilbyder Web-Koncept først Simon Dinesen et forlig, hvor han skal betale 75 procent af beløbet, før selskabet helt dropper kravet.
- De har højst sandsynlig fundet ud af, at de har lavet noget rigtig lumsk, og det er sket for rigtig mange mennesker, som har rottet sig sammen, siger han.
Ikke god skik
Hos SMV Danmark kender de også til Web-Koncept, hvor de har kigget på Jeanette Thorsteds sag.
- Det ligner et lavkvalitetsprodukt, de sælger til en relativt høj pris og med en meget lang bindingsperiode, så når kunderne finder ud af, at det ikke er en god aftale, hænger de på den, siger chefjurist i SMV Danmark Jeppe Rosenmejer.
- Det er ikke decideret ulovligt, men det er heller ikke god skik, tilføjer han.
Hos SMV Danmark mener de, at små erhvervsdrivende er lette ofre, da de i mange tilfælde ikke kan gennemskue det, de bliver præsenteret for og ikke har en juridisk afdeling til at hjælpe dem.
Svar fra Web Koncept
TV2 Østjylland ville gerne have interviewet Web-Koncept om Simon Dinesens oplevelser og deres forretningsmetoder generelt.
Til en start vil de udelukkende svare på skrift, men efter tre måneders dialog indvilger de i at stille op til et interview. Interviewet bliver dog aldrig til noget, da de få dage før aflyser aftalen på grund af private omstændigheder.
Derfor må vi nøjes med det skriftlige svar.
- Det er både en fejl, at hjemmesiden bliver produceret og faktureret. Da Simon skriver, at han ikke ønsker aftalen, inden hjemmesiden er produceret. Rent juridisk er det i vores ret, men det er ikke sådan, vi ønsker at agere. Derfor krediteres fakturaen også efterfølgende, skriver direktør Benjamin Jensen.
Uddybende svar fra Web-Koncept
Er det normal praksis for jer at lave bindende aftaler over telefonen?
Alle mundtlige aftaler skal følges op af en skriftlig ordrebekræftelse, hvilket altid finder sted. Ligeså til Simon, ordrebekræftelsen til Simon blev sendt ons. 23. nov. 2022 kl. 14.27 til e-mailen; (xxx), hvilket han ydermere også blev oplyst om i opkaldet.
Hvorfor går I i gang med at lave en hjemmeside til ham (og sende en regning), når han gentagne gange afviser et samarbejde på skrift?
Det er både en fejl, at hjemmesiden bliver produceret og faktureret. Da Simon skriver, at han ikke ønsker aftalen, inden hjemmesiden er produceret. Rent juridisk er det i vores ret, men det er ikke sådan vi ønsker at agere. Derfor krediteres fakturaen også efterfølgende.
Efter I har lavet første udkast, tilbyder I ham i samme omgang et forlig på 75 procent af de fulde beløb. Er det ikke mærkeligt, når I efter jeres opfattelse lige har indgået en aftale?
Når Simon ikke ønsker sin aftale alligevel og han hverken skal bruge mere af vores tid eller hosting, så giver et forlig typisk god mening for begge parter. I Simons tilfælde skulle sagen dog hverken være produceret eller faktureret. Både Simon og vores medarbejdere har spildt en masse tid. Hvilket er beklageligt.
Senere vælger I så helt at droppe kravet mod Simon Dinesen. Hvordan kan det være?
Efter jeg er blevet gjort opmærksom på, at Simon allerede skriver at han ikke ønsker hjemmesiden, inden vi har produceret den, så er vores procedure at annullere aftalen. Så vi følger egentlig blot vores procedure, men hvis vi havde været lidt skarpere internt tidligere i forløbet, så havde vi både sparet tid og penge ved slet ikke at producere hjemmesiden og Simon var sluppet for unødvendige frustrationer.
Hvordan har I det med, at Simon Dinesen overvejede at lukke sit nystartede firma på grund af oplevelsen med jer?
Vi håber bestemt ikke, at Simon lukker sit firma. Men faktum er, at Simon køber en aftale hos os, som han på papiret er juridisk bundet af, men efterfølgende fortryder, og som vi krediterer uden nogen form for omkostninger for Simon. Det synes jeg, er en rigtig fin løsning i denne sag.