Færdselsuheld på Djursland: Lastbil ligger i grøften
Torsdag eftermiddag er en lastbil væltet ud i grøften i forbindelse med et færdselsuheld ved Tirstrup. Lastbilen lækker diesel og vil først blive fjernet senere i dag.
Østjyllands Politi modtog klokken 14.46 en melding om et færdselsuheld ved et T-kryds ved Tirstrup.
En personbil har tilsyneladende holdt stille på Aarhusvej i forbindelse med at skulle dreje til venstre af Drammelstrupvej ved Tirstrup på Djursland. I samme øjeblik er en lastbil kommet kørende bagfra, og chaufføren har efter alt at dømme ikke set personbilen, før det var for sent.
I forsøget på at undvige har lastbilen tilsyneladende ramt personbilen i højre side og er kørt ud i grøften.
- Lastbilen er væltet ud i grøften, efter de to biler er kørt sammen. En patrulje er på stedet, hvor de afhører vidner for at finde ud af, hvem der har skylden for uheldet, siger vagtchef ved Østjyllands Politi, René Ludvig, til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge vagtchefen er der ikke nogen, der er kommet til skade under uheldet - men lastbilen ligger nu i grøften, hvor den lækker diesel.
- Vi har vores indsatsleder brand ude på stedet, fordi de skal sikre, at der ikke siver diesel ned i åer, afløb og jorden, som vil skade miljøet. Vi skal have ryddet op i en fart for at undgå det, og diesel på vejen skaber samtidig glatføre, så det er også for at undgå flere uheld, siger vagtchefen.
Der er dog ingen brandfare ved ulykkesstedet, forsikrer han. Torsdag eftermiddag er der farbart på stedet, men vejen vil senere i dag blive lukket igen kortvarigt, når lastbilen skal hives op fra grøften.
- Der skal et stort bjærgningskøretøj til for at få lastbilen op, så vi vil kortvarigt lukke vejen, så der bliver arbejdsrum.