29 medarbejdere fyret på plejehjem efter budgetoverskridelser

To plejehjem står særligt for skud, efter Syddjurs Kommune har varslet fyringer for i alt 29 plejehjemsansatte, som skyldes budgetoverskridelser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
29 medarbejdere på Syddjurs Kommunes plejehjem bliver fyret, fordi man ellers ikke kan overholde budgettet. / Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

29 medarbejdere på plejehjem i Syddjurs Kommune skal se sig om efter et nyt job. Særligt to plejehjem kommer til at holde for, efter kommunen, efter at have gennemgået budgettet i slutningen af 2022, har fundet ud af, at der er for høj personalenormering i forhold til budgettet.

16 medarbejdere på Søhusparken i Ebeltoft og 9 medarbejdere på Lillerupparken i Rønde har fået at vide, at deres ansættelse stopper.

- Det skyldes et merforbrug i 2022 bredt set. Desuden har der været et højt vikarforbrug og meget sygefravær. På Søhusparken og Lillerupparken har grundnomeringen været for høj i forhold til budgettet, og det er derfor, det er et ret stort antal medarbejdere, det drejer sig om her, siger Anders Blæsbjerg Baun, direktør for Sundhed og Dannelse i Syddjurs Kommune.

Ni medarbejdere på Lillerupparken i Rønde er blevet fyret. / Foto: Google Street View

Ansvar i hele ledelseskæden

Ud over plejehjemmene i Ebeltoft og Rønde, er der varslet fyringer til tre medarbejdere på Frejasvænge i Kolind og til en enkelt medarbejder på Rosengården i Hornslet.

Ifølge direktøren kommer de mange fyringer til at stille krav til planlægning af driften på de to hårdest ramte hjem, og han mener, at det sandsynligvis vil påvirke stederne på den korte bane.

De to steder må vi også erkende, at styrelsesmæssigt og ledelsesmæssigt har vi ikke været gode nok til at planlægge driften
Anders Blæsbjerg Baun, direktør for Sundhed og Dannelse

- Men med den rette planlægning og opgaveløsning, så får det ikke konsekvenser på den service, som er politisk vedtaget. Den påvirkes ikke af det her.

Hvorfor har I ikke opdaget det her noget før?

- Jeg tror, en del af forklaringen er, at vi kom ud af hele perioden med Covid-19, hvor ledere og medarbejdere har arbejdet under vanskelige forhold, med et højere vikarniveau. De to steder må vi også erkende, at styrelsesmæssigt og ledelsesmæssigt har vi ikke været gode nok til at planlægge driften. Der er ansvar i hele ledelseskæden.

Kommer det til at få konsekvenser på lederniveau?

- Det gør det ikke. Vi har en fælles opgave i at få rettet op på situationen, og på Søhusparken er vi ved at ansætte en ny leder, og på Lillerupparken er det en relativt ny leder.

Vil omplacere medarbejdere

Syddjurs Kommune har pillet jobopslag inden for det berørte område ned, indtil man har fundet ud af, om de fyrede medarbejdere kan få job andre steder i kommunen. Det arbejde går i gang nu, og det vil være op til en individuel vurdering, om de opsagte medarbejdere kan varetage de konkrete stillinger.

Fyret?

Er du berørt af fyringerne i Syddjurs Kommune, så hører TV2 ØSTJYLLAND gerne fra dig. Kontakt os her eller på redaktion@tv2oj.dk.

Tip os

- Vi skal undersøge, hvordan vi kan omplacere så mange som muligt, og det er vi i fuld gang med, siger Anders Blæsbjerg Baun.

Hos FOA Randers undrer man sig over forløbet og bekymrer sig på sine medlemmers vegne. Man mangler svar på, hvordan budgetoverskridelserne er opstået. Det fremgår af en pressemeddelelse.

FOA Randers og Syddjurs Kommune skal nu mødes og drøfte det videre forløb i sagen.

- FOA er en vigtig samarbejdspartner i det her, siger Anders Blæsbjerg Baun.

De 29 opsigelser svarer til 19,5 årsværk, og kommunen håber med fyringerne at kunne holde sig inden for budgettet for 2023 på området.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her