Borgere vil have multihus: Samlede 73 poser med pant
I Voel vil indbyggerne gerne have et multihus og en ny hal. Derfor var mere end 30 frivillige lørdag rundt i byen for at samle pant.
Hvis man vil have nye faciliteter i byen, nytter det ikke at sidde på sin flade og vente på, at kommunen fikser det. Det er i hvert fald mantraet i Voel, hvor indbyggerne gør en stor indsats for at samle ind til et multihus og en ny hal.
Lørdag var mere end 30 frivillige på rundtur i byen. Her havde borgerne stillet poser frem med pantflasker, som de frivillige kunne indsamle til projektet. I alt 73 fyldte poser blev det til.
- Det er fuldstændigt vildt. Det er det filme. Det er ret godt skuldret af sådan en flok i en lille landsby, synes jeg. Som formand kan man blive helt ydmyg over at tænke på, at alle de her frivillige står sammen. Det er utroligt, siger formand for foreningen Voel Multihus, Jens Ole Futtrup til TV2 ØSTJYLLAND.
Også i 2019 samlede de frivillige ind. Her blev det til tre indsamlingsdage, der i alt gav over 20.000 kroner til at bygge nyt.
Men for formanden handler det egentlig ikke så meget om hvor store beløb, der bliver indsamlet.
- Det handler ligeså meget om værdier og signaler. Det handler om at vise, hvor mange folk der synes, at det her med et multihus og en ny hal er en fed idé, og at de bakker op om det, siger Jens Ole Futtrup.
Han anslår, at det koster i omegnen af 30 millioner kroner, hvis alle drømmene skal realiseres. Men ifølge Jens Ole Futtrup er der et behov for bedre faciliteter.
Der er nemlig så mange børn og unge, der gerne vil spille eksempelvis badminton, at der lige nu er venteliste. Den store håndboldklub tager mange af haltiderne, så det er svært at få plads til både bueskydning, bodyfit og yogahold.
- Det er jo ikke noget nyt, at der er nogle der vil bygge noget. Men jeg synes, det er fedt at få motiveret brugere og kommende brugere til selv at gøre en indsats for at få den her hal, siger Jens Ole Futtrup til TV2 ØSTJYLLAND.
- Når det er flasker, så er det ikke noget, folk mærker på pengepungen. De er som regel lidt irriterende og i vejen, og så kan man bare smide det i en sæk og stille frem. Det er en nem måde at støtte på, og så er det ude af øje og ude af sind, siger han.
Engagerede børn
Det er både børn, unge, voksne og ældre, der deltager i pantindsamlingen. En af dem er Channie Klaris, der er koordinator for initiativet, som har fået navnet MultiPanterne.
- Det handler om synligheden og om at skabe samhørighed blandt borgerne i Voel. Her hjælper vi hinanden med at samle ind, og det står vi sammen om, siger Channie Klaris til TV2 ØSTJYLLAND.
De frivillige mødes om morgenen til et rundstykke og en kop kaffe, inden vejene i byen fordeles imellem dem. Og det har især været vigtigt at få børnene med på vognen.
- Børn elsker at engagere sig i sådan noget og tælle op hvor mange poser, man har samlet. Og så gør de samtidig noget for fællesskabet. Vi vil gerne lære dem, at det er vigtigt at give en hånd med for fællesskabets skyld, siger Channie Klaris.
Læs også:
Voel Multihus regner med at sende byggeansøgningen af sted i løbet af 2020.