Ung vanvidsbilist mister kørekort to dage efter bilkøb

En 26-årig mand kørte onsdag over dobbelt så stærkt som tilladt nær Randers Storcenter. Nu er han uden kørekort i et halvt år.

En ung mand blev onsdag taget med alt for høj hastighed i en fartmåling i Randers. Genrefoto. Foto: Niels Meilvang - Ritzau Scanpix

På en vej, hvor man højst må køre 50 km/t, drønede en ung bilist onsdag morgen forbi en fartmåling med 113 km/t. Derfor står han nu til at miste kørekortet i seks måneder.

- En hastighedsoverskridelse over 100 procent betegnes som vanvidskørsel, og derfor inddrog betjentene den 26-åriges kørekort på stedet, oplyser Østjyllands Politi.

Det viste sig, at han havde købt spritny bil for to dage siden, men nu går der noget tid, inden han må køre i den.

Østjyllands Politi

Det var i krydset Paderup Boulevard/Apollovej ved Randers Storcenter, at bilisten kørte alt for stærkt.

Og det viste sig faktisk, at han var ekstra uheldig.

Læs også Lastbil i uheld: Gratis samsøkartofler til alle

- Det viste sig, at han havde købt spritny bil for to dage siden, men nu går der noget tid, inden han må køre i den, lyder det fra politiet.

Den voldsomme fartforseelse koster ham en ubetinget frakendelse af kørekortet i seks måneder, og derudover får han en bøde på 6000 kroner.