Ulrikkea og Birgitte må undvære Smukfest i år - nu har de lavet deres egen i haven

Festivalen finder sted i Birgitte Glerups have i Råsted nord for Randers, og her er der både campingområder, barer, en scene og toiletfaciliteter.

01:59

Ulrikkea Hildebrand og Birgitte Glerup er arrangørerne bag "Råsted Smuk Home 2020", som denne weekend er foregået i Birgitte Glerups have.

Smukfest 2020 skulle oprindeligt være begyndt søndag, men på grund af coronakrisen blev dette års festival i Skanderborg helt aflyst.

Ulrikkea Hildebrand fra Vorup og Birgitte Glerup fra Råsted havde sikret sig billetterne og glædet sig til at feste i bøgeskoven igen, og derfor faldt nyheden om en aflyst Smukfest 2020 ikke i god jord tilbage i april, da det blev meldt endeligt ud.

Læs også VIDEO: I dag skulle Smukfest være begyndt - her er de festlige minder

- En katastrofe, lyder det fra Birgitte Glerup.

- Altså for mig, som har været derude i 25 år uden pause, var det en kæmpe sorg. Men det er jo sådan, det er, og så måtte vi jo finde på noget andet, siger Ulrikkea Hildebrand til TV2 ØSTJYLLAND.

Det har været et kæmpe arbejde, men det er det hele værd.

Birgitte Glerup, Råsted

Og hvad gør man så, når man ikke kan komme på Smukfest? Så stabler man sin egen på benene, og det er netop det, som de to kvinder har gjort hjemme i Birgitte Glerups have i Råsted nord for Randers.

- Det har været et kæmpe arbejde, men det er det hele værd, siger Birgitte Glerup til TV2 ØSTJYLLAND.

Sådan så det ud i fredags, da festivalgæsterne ankom til haven i Råsted med al deres grej.  Foto: Privatfoto

Arrangør: Vi går all-in

De kalder deres egen festival for "Råsted Smuk Home 2020", og den har kørt hele weekenden - fra fredag til og med søndag.

Arbejdet med festivalen har været stor, men de to arrangører har heldigvis fået hjælp og opbakning fra blandt andet både venner, naboer og bekendte.

- Vi tænkte, at hvis vi skal gøre det, så går vi all-in, siger Birgitte Glerup.

Arrangørerne har også stillet en scene op, hvor der weekenden igennem er blevet afholdt koncerter. Foto: Privatfoto

Festivalen i Birgitte Glerups have minder på flere måder om festivalen i Skanderborg. På "Råsted Smuk Home 2020" er der blandt andet to campingområder - Camp Søbadet og KærligHeden - en koncertscene kaldet Råsted Scene, et indgangsparti, barer, skilte og toilet- og badfaciliteter, som mange kender det fra festivalerne.

Søndag har der været omkring 80 gæster forbi festivalen, som alle også har fået festivalarmbånd på. 

Arrangørerne og de frivillige har også lavet en masse skilte - og her en vejviser - i bedste Smukfest-stil.

Den rigtige Smukfest kiggede forbi

Oprindeligt skulle "Råsted Smuk Home 2020" være sluttet søndag middag, men fordi en af arrangørerne, Ulrikkea Hildebrand, har vundet en Smukfest-konkurrence, så fortsætter festivalen til søndag aften.

Præmien var en 'Smukfest-karavane', der søndag ankom til Råsted med fri bar, livemusik og med Smukfests maskot, Walther, til alle gæsterne.

Her ankommer den rigtige Smukfest til Råsted med en 'Smukfest-karavane" med fri bar, livemusik og Walther Skovtrold.

Selvom både Birgitte Glerup og Ulrikkea Hildebrand har haft en fest denne weekend, så er de helt enige, når det kommer til spørgsmålet, om de skal holde deres egen Smukfest i Randers igen næste år.

- Nej! Der skal vi til den rigtige Smukfest, siger de.

De to arrangører fra Randers donerer hele overskuddet til Smukfonden.

Gæsterne kunne blandt andet også forsyne sig i baren. Foto: Privatfoto