Svend Erik har købt ny gård som 86-årig – kan ikke leve uden
86-årige Svend Erik Rasmussen solgte forrige år sin gård. Men det var alt for tidligt, kunne han mærke, da han i månedsvis lå og havde ondt af sig selv. Nu har han købt en ny ejendom.
En gang landmand, altid landmand.
Sådan må det være for 86-årig Svend Erik Rasmussen, der hele sit liv har været landmand. Først konventionel kvægbonde og siden økolog med 14.000 høns.
For godt et år siden – i slutningen af 2021 – solgte han sin økologiske gård, Korsmedergaard, på 60 hektar i Tånum vest for Randers.
- Det skulle jeg aldrig have gjort. Det var alt for tidligt, konstaterer Svend Erik Rasmussen, der tog en ordentlig nedtur oven på handlen.
- Jeg var så langt nede, at jeg de første to måneder bare lå og havde ondt af mig selv. Jeg kunne knageme ikke rejse mig, uden at jeg skulle hen og have fat i en stol. Så langt var jeg kommet ned på bare to måneder. Det er ubegribeligt, siger landmanden til TV2 Østjylland.
Ved handlen havde hans revisor sagt, at han nu kunne glæde sig over, at han jo ikke skulle noget, når han stod op om morgenen.
- Allerede dengang sagde jeg, at det var den værst tænkelige situation, jeg kan komme i, og så kommer jeg i den.
Svend Erik Rasmussen fik støtte fra gamle venner, der kiggede forbi og blandt andet afleverede nogle gode bøger, som han da også læste.
- Men man kan jo ikke sidde og læse hele dagen, som han siger.
En ven luftede på et tidspunkt tanken for Svend Erik Rasmussen, at han måske skulle gå til psykolog.
- Så tror jeg, det er bedre at købe en ny gård, svarede Svend Erik Rasmussen.
Plads til beskidte gummistøvler
Som sagt, så gjort.
Da TV2 Østjylland besøger den modne landmand i februar, har han netop overtaget et mindre landbrug, et gammelt statshusmandsbrug, nogle få kilometer fra Korsmedergaard.
Den nye gård er noget mindre, end de 60 hektar han tidligere ejede, men det gør ikke noget. Bare han kan få luft omkring sig.
- Det er jo en lille ejendom på seks hektar, men der kan da komme en lille produktion ud af den.
Gården er købt som et dødsbo, og den dag Svend Erik Rasmussen underskrev papirerne, havde han forventet at kunne overtage, men han måtte vente en uge, hvilket siger lidt om den erfarne landmands tempo.
Lediggang er roden til alt ondt, som man siger.
- Det er vigtigt, at man holder sig i gang. Man må aldrig spare sig selv. Jo mere, man sparer sig selv, jo slappere bliver man, siger landmanden, der ikke kunne forestille sig at bo i et hus i byen.
- For hvor skulle jeg sætte mine beskidte gummistøvler. Og bilen skulle stå ude på gaden.
Landmanden skal have luft omkring sig, og det får han nu med udsigt over sine marker med Nørreå i det fjerne og masser af projekter. Svend Erik Rasmussen skal have noget at stå op til.
- Og noget at gå og pleje. Gården her kan godt trænge til det. Der er nok at tage fat på, siger den slidsomme landmand.
- Jeg ved godt, at man siger bag min ryg, at jeg altid har knoklet, men det har jeg bestemt ikke følt. Jeg har følt, at jeg har haft fri hver dag, selv om jeg nok har lavet lidt mere end de fleste.
Blev økolog i protest
Gennem 26 år drev Svend Erik Rasmussen Korsmedergaard som økologisk landbrug med 14.000 høns og en hønsegård svarende til 60 parcelhusgrunde af en pæn størrelse.
Dertil kom blandt andet rækkevis af solbærbuske og mange hektar med grøntsager, og det indbragte ham i 2017 titlen som Årets Økolog i Danmark.
- Det har nok været, ja, jeg var nær ved at sige, de bedste år i mit liv.
At han i 1996 blev økolog, var dog ikke begrundet i idealisme. Det skete tværtimod i protest, fortæller han.
- Jeg var ikke økolog, men der skete noget i landbrugets top, som var helt forkert. Så det var simpelthen i protest mod dansk landbrug, siger Svend Erik Rasmussen, der ikke til citat ønsker at uddybe, hvad der gik forud.
Han havde tidligere gennem flere årtier drevet en konventionel gård på Djursland med 100 malkekøer, som han gik konkurs med i 1990.
Det skulle dog ikke stoppe den driftige landmand, der efter at have levet på en sten og sparet op kunne købe Korsmedergaard seks år senere.
- Og jeg skulle ikke spørge banken. Det var en dejlig fornemmelse, husker Svend Erik Rasmussen.
Jordbær og høns
Økologi fyldte dengang væsentligt mindre i danskernes forbrug.
Fra 1996 til 2021 er det areal, der dyrkes økologisk i Danmark næsten syvdoblet, mens der kom næsten 13 gange så mange økologiske dyr i landbruget over samme periode, viser tal fra Landbrugsstyrelsen.
Samme styrelse har også opgjort, at der i 2021 var 4151 økologer, mens der i 1996 var 1166.
Med andre ord var Svend Erik Rasmussen som en af de 1166 økologer en af frontløberne i den økologiske udvikling, der har bidt sig fast i landet.
- Vi blev skelet lidt til dengang, siger landmanden, der få år senere oplevede større nysgerrig end undren omkring sit udgangspunkt, der altså begyndte som en protest og siden blev idealistisk.
Han frustreres blandt andet over, at der findes pesticidrester i vandboringer.
- Der er for mange vandboringer, hvori man finder pesticidrester. Hvorfor pokker kan de ikke stoppe med det? Vi andre behøver jo ikke at sprøjte, siger Svend Erik Rasmussen.
I første omgang har han god tid til at finde ud af, hvad han skal dyrke på sit landbrug, for jorden er forpagtet frem til høst.
Han kan derfor bruge tiden på at lægge planer og rode med haven, der med landmandens ord trænger til en ordentlig omgang.
Idéer for sit nye landbrug har han allerede flere af en uge efter overtagelsen.
- Jeg tror nok, at jeg vil plante nogle økologiske jordbær. Det skal vi køre over 100 kilometer for at få, så det kunne der måske være lidt penge i, siger landmanden.
Han nævner også, at han tidligere kørte til toprestauranter i Aarhus med varer fra sin gård, og at han overvejer at genoptage kontakten med henblik på at levere "et eller andet" til restauranterne.
Desuden overvejer han, om han skal have dyr igen. Dog hverken køer eller grise, som han tidligere har haft, for det kræver for meget af forholdene, men mindre kan også gøre det.
- Jeg er ikke sikker på andet, end om ikke jeg skal have nogle høns, siger Svend Erik Rasmussen.
Han lufter, at han førhen ind imellem leverede æg til en velgørende organisation i Randers, og at det måske kan komme på tale igen.
Han har i hvert fald allerede talt med organisationen, der ikke vil være kede af det tilbud, fortæller han.
På Korsmedergaard drev han også gårdbutik, men det har han dog ingen ambitioner om at genoptage, for dels ligger hans ejendom ikke godt til det.
- Og der ligger også en anden gårdbutik længere henne ad vejen, så det vil jeg ikke starte op med.