Momunity mødes i virkeligheden: Det kan være svært at tage kontakt
Rigtig mange mødre vil gerne mødes og snakke med andre mødre. Men det kan være svært lige at gå hen og spørge folk, man ikke kender.
Det kan være svært at opsøge nye venskaber, når man er blevet voksen. Det var alligevel lidt lettere, da man var barn.
- Det er meget grænseoverskridende, siger Tine Nejmann fra Randers.
Men når man har fået børn, så vil mange gerne mødes med andre, som står i samme situation.
Tine Nejmann har ofte overvejet at gå hen og spørge en anden mor, hun for eksempel møder i garderoben i sønnens børnehave, om de skal drikke en kop kaffe og snakke.
- Det kan være svært bare at gå hen og spørge, hvad nu hvis hun siger nej, fortæller hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Sådan er der mange, som har det. Derfor er det også en del letter på Facebook eller andre sociale medier. Der findes et hav af online-fællesskaber et af dem, som er kommet til Randers, er Momunity.
- Vi ser alle sammen, at der går masser af mødre rundt i byen, og det kan være lidt svært at række ud, fortæller lokalformand i Momunity Randers, Karina Rasmussen.
Gruppen har næsten 1.000 medlemmer på Facebook og det handler ikke kun om, at mødes på nettet – men lige så meget at mødes i virkeligheden.
- Rigtig mange er nysgerrige for, hvad det her fællesskab kan. Mange tilkendegiver, at det er et godt initiativ og vil gerne med til arrangementer, siger Karina Rasmussen, som selv er tilflytter til Randers og som manglede et fællesskab.
Dinner for kvinder – uden at kende nogen
Torsdag aften arrangerede Momunity Randers – ”Dinner for kvinder”, hvor mødre i alle aldre kunne møde op uden at kende hinanden på forhånd.
- Jeg var lidt nervøs, da jeg mødte de andre udenfor. Men da vi kom ind og vi begyndte at snakke, så går det faktisk ret godt, fortæller Tine Nejmann.
Snakken går da også hurtigt lystigt, og det er noget andet end at skrive sammen på nettet.
- Det er meget rarere. Man kan se deres ansigtsudtryk, og om de har lyst til at tale med en. Det kan man jo ikke på nettet, siger Tine Nejmann.
Spørgsmålet er, om de ikke kan få nok af snak om børn, og alt det der hører med – når de små poder i forvejen fylder meget derhjemme.
- Vi snakker ikke kun om børn. Vi har faktisk også snakket meget om os selv. Det er meget det med at være mor, og alle de ting, som følger med, siger Tine Nejmann.
Udover en masse snak, mad og hygge - så var der også et foredrag med fysioterapeut Maja Vilhelmsen til "Dinner for kvinder".