Idrætsdage er ikke for alle: Nu får specialskoleelever deres helt egen
Mange specialklasseelver føler sig uden for til Idrætsdage i folkeskolen. Derfor holder Firkløverskolen i Randers deres helt egen idrætsdag, hvor alle kommunens specialskoleelever er inviteret med.
Fodboldkampe, idrætsdag og orienteringsløb.
Det er noget, mange har prøvet i folkeskolen.
Men for mange specialskoleelever kan det være svært at indgå i sådanne sociale arrangementer.
Læs også
Det er med til at gøre, at de kan føle sig udenfor, og den følelse vil specialskolen Firkløverskolen i Randers gerne have lavet om på.
Derfor har de onsdag inviteret til idrætsdag for specialklasser- og skoler fra Randers og Favrskov Kommune til en aktivitetsdag med fokus på socialt samvær.
For 15-årige Simon Patrick Eskildsen er idrætsdagen blevet brugt på at spille fodbold og fifa.
- Det er sjovere, end når det kun er os andre, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Udover fodbold og Fifa, er der også mulighed for at prøve en række andre aktiviteter både foran en skærm og ude i naturen.
Løbetur og Counter-Strike
Mathias Trägardh er infantil autist. Han har brugt dagens idrætsdag på at løbe en tur, og bagefter har den stået på e-sport.
- Det er faktisk godt for mig, for min mor siger, at jeg skal være sund, siger han.
Selvom han og et par kammerater fra skolen løb et par ekstra kilometer, da de kom til at løbe forkert, synes han stadig, at idrætsdagen er sjov.
Og han har helt styr på, at det er vigtigt at forbrænde energi.
- Jeg har det sjovt, og jeg har forbrændt noget i mine ben og mave ved at løbe rundt, siger han.
Frygt for sparekniv
Specialskolerne i Randers Kommune fik tirsdag besked om store kommende besparelser på området.
På Firkløverskolen håber man dog på, at der fortsat er tid og råd til at idrætsdagen kan fortsætte,
Idrætsdagen har krævet mange timers forberedelse fra lærere og forældre. Eleverne er vant til faste skemaer og fast personale, og derfor kan en anderledes skoledag godt være en udfordring.
Læs også
- Det sociale fylder meget. Der er ikke ret mange af eleverne her, der er i et foreningsliv og går til fodbold eller håndbold i hverdagen. Men alle de her smil og glade børn, det er bare det hele værd, siger Lene Vendelbjerg Henriksen, der er lærer på Firkløverskolen i Randers.
Dagens idrætsdag sluttede med medaljeoverrækkelse til de aktive og hårdtarbejdende elever.