Erik har sendt tusindvis af ansøgninger - men nul job
59-årige Erik Humblebug mistænker med flere tusind sendte jobansøgninger, at det er alderen, der er en stopklods.
Ét om dagen siden april 2015.
Godt og vel så mange job har Erik Humblebug fra Randers søgt, siden han senest havde et fast job. Men uden held.
- Snakker vi et fast job, skal vi helt tilbage til 2015, siger han.
Og med uddannelser som agronom i driftsøkonomi og fire merkonomspecialer er det ikke fordi, at titlerne på cv'et mangler. Men alligevel står han uden job. Med 59 år i aldersboksen tror han selv, at den spiller ind.
- Der kan jo godt være nogle arbejdsgivere, der tænker, at "han har jo kun ti år tilbage". På den anden side kan de jo heller ikke regne med, at de har en på 30 år, til han bliver 40, siger Erik Humblebug.
Folk orker ikke mere
Og hans mistanke er da heller ikke helt ubegrundet.
- Hver eneste dag har vi nogen fra hele landet, som har brug for hjælp, for nu orker de snart ikke mere, fortæller Hans Ussing, der er virksomhedsleder og partner i konsulentfirmaet Firmaplus.
Her forsøger man at hjælpe arbejdstagere, der har rundet 50 år.
- Selvom der er lovgivning nu, der siger, man ikke må sortere efter alder, er der ingen tvivl om, at der bliver sorteret, for man kan jo se på et cv, hvornår man har gået i skole, hvornår man har haft det første job og så videre, og så er det jo nemt at regne sig frem til alderen, siger Hans Ussing.
Fordele og ulemper
Virksomhederne er over de seneste 20 år blevet bedre til at fastholde ældre medarbejdere, men de er de samtidig blevet mindre villige til at nyrekruttere dem.
Der findes dog en række undtagelser, blandt andet på store arbejdspladser med mange seniorer i forvejen.
- Jo flere man har i forvejen, jo mere tilbøjelig er man også til at ansætte flere seniorer, siger professor i arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet Per H. Jensen.
- Og så er det også arbejdspladser, hvor man her rekrutteringsproblemer. Det peger måske på, at man hellere vil have andre, men når man ikke kan få andre. Så må man nøjes så at sige, siger professoren.
Læs også
Der er ifølge ham også mange fordomme om, hvordan man bliver som senior. De positive kan være, at man danne bedre overblik, mens de negative kan være, at man bliver fysisk svag og dårligere til at lære nyt.
- Og problemet er, at man skærer alle over en kam i stedet for at kigge på det enkelte individ, siger professoren.
De stigende rekrutteringsproblemer kan dog gøre, at man vil blive mere tilbøjelig til at ansætte seniorer, slutter professoren.