Brand i lejlighed - beboer reddet ud

Der var onsdag aften ild i en lejlighed i Randers. Branden er nu slukket, oplyser brandvæsnet.

Onsdag aften udbrød der brand i en lejlighed på Glarbjergvej i det nordlige Randers.

Ilden opstod i et soveværelse, og da brandfolkene fra Beredskab & Sikkerhed nåede frem, fik de reddet beboeren ud.

- Beboeren er kommet ud og er uskadt. Vi er ved at fjerne noget materiale derfra nu, siger operationschef ved Beredskab & Sikkerhed Steen Bøje til TV2 ØSTJYLLAND.

Han ved ikke endnu, om det bliver muligt for beboeren at komme tilbage i lejligheden her til aften.

- Vi er fortsat i gang derude, men med situationen under kontrol, siger Steen Bøje.