Så er det endeligt: Jakob Ellemann-Jensen er ny formand for Venstre
Det er netop blevet afgjort, at Jakob Ellemann-Jensen bliver Venstres nye formand. Inger Støjberg tager posten som næstformand.
Jakob Ellemann-Jensen er Venstres nye formand.
Det er netop besluttet på et ekstraordinært landsmøde i Venstre, som i dag bliver afholdt i Herning. Ud af 889 delegerede, er godt 800 dukket op, og gennem en afstemning har de netop vedtaget, at Ellemann-Jensen fremover skal være i spidsen for partiet.
- Det kræver en klar ansvarsfordeling, og for fremtiden har Venstre én formand, siger Ellemann-Jensen (V) fra talerstolen på Venstres ekstraordinære landsmøde.
Jakob Ellemann-Jensen er valgt ind i Aarhus Syd-kredsen. Han overtager formandsposten fra tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, der efter interne stridigheder i partiet valgte at trække sig i slutningen af august efter opfordring fra flere i Venstre-baglandet.
- Der har været og er stadig stærke følelser på spil. Det kan ikke undgås. Man kan ikke bebrejde nogen, at de er mennesker, sagde Ellemann-Jensen i sin tale til dagens landsmøde.
Da der ikke var nogen modkandidat, var der heller ikke nogen afstemning, og de delegerede rejste sig i stedet og klappede ad den nye formand, da han var færdig med sin præsentation.
Til dagens landsmøde er den tidligere næstformand Kristian Jensen til stede, mens Lars Løkke Rasmussen ikke er at finde i salen.
Jakob Ellemann-Jensen annoncerede 3. september, at han stillede op som kandidat til formandsposten i partiet.
Han fik 19.388 personlige stemmer ved valget.
BLÅ BOG: Jakob Ellemann-Jensen
- Født i 1973 i Hørsholm
- Uddannelse: Cand.merc.jur
- Bosat i Birkerød i Rudersdal Kommune
- Folketingsmedlem i Østjyllands Storkreds fra juni 2015 (medlem siden 2011)
- Miljø- og fødevareminister fra maj 2018
- Ordførerskaber: Tidligere politisk ordfører for Venstre
- Mærkesager: Mere natur, rent drikkevand og grøn energi
Senere på dagens landsmøde blev det også afgjort, at det er Inger Støjberg, der fremover bærer titlen som partiets næstformand. Den post var der større kamp om eftersom også Ellen Trane Nørby stillede op, men de delegerede til landsmødet stemte for med 577 stemmer mod 206 til Trane Nørby. 3 stemte blankt.
- Vi har i dag endegyldigt sat punktum i den svære tid. Nu skal Venstre stå sammen. Nu begynder arbejdet med at få samlet den borgerlige familie og fået fornyet vores organisation. Jeg kan ikke love, at det hele er på plads til næste landsmøde. Men vi lover at tage fat på arbejdet på mandag, sagde Inger Støjberg (V) efterfølgende i sin tale.
Ved det netop overståede Folketingsvalg fik hun med 28.420 personlige stemmer næstflest stemmer af alle Venstre-kandidater.