Kræver mere sikkerhed ved bassiner
Sikkerheden i svømmebassiner på landets campingpladser bør skærpes, mener Rådet for Større Badesikkerhed efter ulykke i Vestbirk.
Sikkerheden i svømmebassiner på landets campingpladser bør skærpes.
Det mener Michael B. Aller, formand for Rådet for Større Badesikkerhed, efter weekendens ulykke, hvor to 8-årige piger var tæt på at drukne i et svømmebassin på Vestbirk Camping ved Brædstrup.
- På et eller andet tidspunkt bliver vi nødt til at tage fat i problemet og se, om man ikke kan lave en eller anden form for elektronisk overvågning, så man via nogle tv-skærme kan følge med i, hvad der foregår i bassinet, siger Michael B. Aller.
Som reglerne er i dag skal campingpladserne ikke have en livredder ved bassinkanten så længe campingpladsen kun er for campisterne. Men hvis campingpladsen derimod åbner mulighed for at kvarterets børn kan komme og tage en dukkert så bliver svømmebassinet til et såkaldt offentligt badeanlæg og så skal der være en livredder.
Men Rådet for Større Badesikkerhed vil ikke gå ud og kræve livreddere ved alle bassinkanter, siger Michael B. Aller:
- Det er jo ikke livredderens opgave at stå og holde øje med 50 eller 100 børn. Det er forældrene, der skal hole øje med deres børn og være med i vandet.
Ovenpå weekendens ulykke, hvor to 8-årige piger lå livløse på bunden af bassinet i fire minutter, inden de blev reddet op, vil Rådet for Større Badesikkerhed derfor også tage initiativ til at oplyse forældrene om deres ansvar:
- Vi går nu ud med noget brochuremateriale, hvor vi skriver til forældrene: "Kære forældre. Ansvaret er dit, siger Michael B. Aller.
Kilde: P4 Østjylland