Tine leverer 37.000 kroners blomster til ensomme ældre
På Dronningens opfordring, og i anledning af hendes fødselsdag, har Tine Axelsen indsamlet 37.000 kroner, som hun har forvandlet til blomsterbuketter og nu uddeler til corona-ensomme ældre.
I anledning af sin 80-års fødselsdag, som hun ikke kan fejre på normal vis, har Dronningen frabedt sig den enorme mængde blomster, hun plejer at modtage.
I stedet opfordrer hun til, at vi sender en buket til en af vores ældre medborgere, der grundet coronavirussen gennemgår en meget svær tid med ensomhed og isolation, hvor hverken besøg på plejecentrene eller ture ud af hjemmet er sundhedsmæssigt forsvarligt.
Den bold har Tine Axelsen, ejer af Tines Blomsterdesign i Koed, i den grad grebet.
- Jeg har slet ikke tal på, hvor mange der får glæde af det her, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
37.000 kroners blomster
På bare to dage har hun indsamlet knap 37.000 kroner, som nu er forvandlet til blomsterbuketter.
- Hver gang Dronningen har fest, så ser jeg altid på blomsterne. Hun vælger tit noget pink eller orange orange. Noget let og rundt. Margueritter kan jeg godt nok ikke få på nuværende tidspunkt, men så har jeg fundet noget der minder om dem, siger hun.
Buketterne bliver bundet, opstillet på rad og række, og så er de ellers klar til at blive leveret af 53 frivillige blomsterbude.
Men personalet skal heller ikke snydes.
- Vi har en lille kransekage med ud til personalet de forskellige steder. Formet som et rødt og hvidt dannebrog. Det er helt genialt, siger Tine Axelsen.
- Giver et stort ryk op i disse tider
En af de mange frivillige blomsterbude er Lis Nielsen, frivillig hos Ældre Sagen Midtdjurs.
- Det betyder helt klart noget, at det er Dronningen der har sagt, at vi skal tænke lidt på de ældre i den her tid, og sende blomsterne deres vej i stedet, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- At Tine har grebet den bold og fået det her arrangement stables sammen, det er helt fantastisk.
I dag var Lis Nielsen blandt andet forbi Else Svendsen i Kolind.
På behørig afstand fik hun afleveret buketten, som blev modtaget med stor begejstring.
- Det var godt nok flot gjort af dem. Det giver et stort ryk op i disse tider, hvor man bare skal passe på og passe på, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.