Sådan taler du med dit barn om COVID-19
Hold det enkelt, konkret og kort. Sådan lyder anbefalingerne fra en børnepsykolog.
Flere skoler er berørt af COVID-19, medierne har den ene historie efter anden, og det er det helt store samtaleemne i rigtig mange østjyske hjem.
Mange børn er bevidste om, at COVID-19 lige nu påvirker det danske samfund. Men hvordan snakker man egentlig med sit barn om det? Det har vi spurgt Kirsa Just, børnepsykolog ved Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Aarhus Kommune, om.
- Desto yngre barnet er, desto mere enkelt, konkret og kort skal man gøre det. Og så skal man prøve at tage lidt af dramaet ud af det og tænke over, hvordan man selv fremstår som voksen. Er man sådan en, der har nyhederne til at køre for fuldt skrald lige så snart, man træder indenfor døren, så er man måske ikke helt autentisk i sin fremførelse af at tage det lidt roligt, siger Kirsa Just og tilføjer.
- Man skal være en god rollemodel og prøve at fortælle det meget enkelt.
VIDEO: Herunder kan du se Sundhedsstyrelsens råd til at tale med børn om covid-19.
Hvis barnet alligevel er bange for at tage i skole eller til en fritidsaktivitet, skal man vise barnet, at man tager ansvar.
- Man kan kigge på barnet og fortælle det, at man holder sig orienteret om situationen og følger med i, hvad dem, der ved noget om det, fortæller, og så love barnet at fortælle det om det, hvis det er noget, der kommer til at handle om noget, der har noget med barnet at gøre, siger Kirsa Just.
Covid-19 i Danmark
I Danmark er der 340 smittede personer. Der har været nul dødsfald som følge af covid-19. 1894 er blevet testet for covid-19 og 1231 er i karantæne.
Og hvis barnet nu frygter at miste mor, far eller en bedsteforælder?
- Så må man fortælle barnet, at vi i Danmark har et rigtig, rigtig godt sundhedsvæsen, hvor der er læger og sygeplejersker, der er virkelig gode til at tage sig af de mennesker, der eventuelt skulle blive syge, siger Kirsa Just og opfordrer til, at man kan holde det op på noget konkret.
- Kan du huske sidst, du havde influenza? Det var træls, men du kom over det igen, og det vil de fleste mennesker gøre. Og hvis man er så uheldig, at man bliver så syg, at man skal indlægges på hospitalet, så har vi nogle rigtig dygtige læger, som præcis ved, hvad man skal stille op, og hvordan man hjælper dem bedst.
Herunder kan du se Børns Vilkårs tre råd til forældre. Og her kan du læse mere om covid-19 på sundhedsstyrelsens hjemmeside.
1. Lyt til dine børns bekymring
Børn kan godt opleve, at deres forældre siger: ”Det skal du ikke tænke på”. Men når børn nu tænker på det, har de brug for at få talt om det. Giv dig tid til at lytte til deres bekymringer og hjælp dem med at sortere i de informationer, de har fået fra medier og andre steder. Tag barnets følelser alvorligt og svar så ærligt og konkret som muligt.
2. Tal med dine børn om fakta
Fortæl dit barn de konkrete fakta om coronavirussen. For eksempel at sundhedsmyndighederne generelt mener, at der er god grund til at tage det roligt. Det er primært ældre og svækkede borgere, som risikerer at blive alvorligt syge, hvis de bliver smittet med coronavirus. Sundhedsstyrelsen oplyser desuden, at man skal have været i tæt "ansigt-til-ansigt"-kontakt med en coronasmittet for selv at få virussen. Det vil sige inden for to meter fra hinanden i mere end 15 minutter.
3. Se nyheder med dit barn
Generelt er det en god idé, børn ikke ser nyheder uden en voksen. Det giver børnene mulighed for at stille spørgsmål og få talt om deres bekymringer. Det værste er at gå rundt med fantasier.