Politiet skærper kontrol af cyklister og knallertkørere

I slutningen af september vil politiet have fokus på færdselsovertrædelser, der begås af bløde trafikanter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Arkivfoto. Foto: Thomas Lekfeldt - Ritzau Scanpix

Politiet vil mellem 25. september og 1. oktober lave en målrettet indsats mod bløde trafikanter.

Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse søndag.

Der vil primært være fokus på cyklister og knallertkørere, lyder det.

Blandt hyppige forseelser finder man cyklister, der kører over for rødt, eller som kører på fortove og i fodgængerfelter.

Hos knallertkørere er det blandt andet udbredelsen af ulovlige knallerter, der udgør en risiko. De kan ofte køre stærkere, end loven tillader. Det udgør en risiko for både føreren og for andre i trafikken, skriver Rigspolitiet.

Mange kommer til skade

Christian Berthelsen, der er politiassistent i Rigspolitiets koncernkommunikation, uddyber over for Ritzau den planlagte indsats.

- Vi kommer til at lave en masse fysiske kontroller ude i trafikken, hvor vi kigger på, om cyklister, fodgængere og knallertkørere følger færdselsloven.

- Det gør vi, fordi vi kan se, at der er rigtigt mange, der kommer til skade i trafikken.

Særligt de bløde trafikanter er udsatte, når der opstår farlige situationer. Således var knap 40 procent af de trafikdræbte i 2022 netop bløde trafikanter, siger Christian Berthelsen.

Tal fra Vejdirektoratet viser, at 28 fodgængere, 23 cyklister og 9 knallertkørere mistede livet i trafikulykker i 2022.

Samme år kom 407 fodgængere og 833 cyklister til skade i trafikken.

Fodgængere er ligeglade

I en del af de mange ulykker var risikobetonet adfærd hos de bløde trafikanter en del af grunden til, at ulykken skete, skriver Rigspolitiet.

Der oplyses ikke, hvor stor en procentdel det gælder.

Ifølge Christian Berthelsen er der er tale om en udbredt problematik.

- Vi ser for eksempel mange fodgængere, som er fuldstændigt ligeglade med rødt lys og bare krydser vejen, når det passer dem, siger han.

Gør man det, risikerer man desuden at få en en bøde på 700 kroner. Er man cyklist, skal man af med 1000 kroner.

Ikke økonomisk motiveret

Kører man på cykel på et fortov eller i et fodgængerfelt, udløser det også en bøde.

Christian Berthelsen understreger, at politiets indsats ikke er økonomisk motiveret.

- Vi gør ikke det her, for at der skal ryge nogle penge i statskassen. Vi gør det simpelthen, fordi det er en nødvendighed. Trafikanter skal forstå, at man skal overholde færdselsloven, ellers kommer der en form for sanktion.

Der er tale om en landsdækkende indsats. På tværs af politikredse vil man dog kunne opleve forskelle i, hvor stor indsatsen er.

Det skyldes, at nogle kredse i forvejen har mange opgaver og derfor er nødt til at prioritere deres ressourcer, siger Christian Berthelsen.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her