Peanuts tilbagekaldes efter fund af giftstof
Tre varianter af peanuts solgt i Rema 1000 bliver tilbagekaldt efter fund af for højt indhold af giftstoffet aflatoksin.
Er der peanuts på snackbordet her i juledagene, så tjek lige en ekstra gang, hvor de er fra. Der er nemlig fundet et for højt indhold af giftstoffet aflatoksin i tre varianter af chips og snacks fra OK Snacks A/S.
Det oplyser Fødevarestyrelsen på deres hjemmeside.
Det handler om varianterne ´Rema 1000 Saltede peanuts´, ´Rema 1000 Salt & Stærk´ og ´Rema 1000 Salt & Sød´.
Der er fundet et for højt indhold af aflatoksin i de peanuts, som er brugt til at fremstille de tre produkter, som er solgt i Rema 1000 butikker over hele landet.
Aflatoksin er et giftstof, som produceres af skimmelsvampe i produktet. Fødevarestyrelsen råder forbrugere til at levere varen tilbage, til der hvor den er købt - eller smide dem ud.