Nu vil skatteministeren også se på spilreklamer

Skal man kunne reklamere for pengespil i Danmark? Ikke i Randers, hvor de forleden vedtog et forbud mod spilreklamer i offentlig transport, og nu vil skatteministeren også se på området.

Først var det Randers, der mandag vedtog et forbud mod spilreklamer i den offentlige transport.

Siden har flere andre østjyske borgmestre tilkendegivet, at de vil overveje lignende regler, og nu går skatteminister Jeppe Bruus (S) også ind i sagen om forbud mod bettingreklamer.

Det siger han til TV2 ØSTJYLLAND, efter han har oplistet andre danske initiativer for at mindske spilafhængighed. For eksempel spilregistret og stop spil-telefonlinjen, hvor man kan få hjælp, hvis man spiller for meget.

- Og vi kommer også til at kigge på det med reklamer, siger skatteministeren i dag.

At der overhovedet er et marked i Danmark for at spille på alt fra fodboldkampe til folketingsvalg, står ikke til at ændre, hvis man skulle få den en idé, for gambling vil altid kunne være der, mener Jeppe Bruus.

- Jeg tror ikke, vi kan bringe os til en situation, hvor det bliver helt ulovligt at spille på noget som helst, og det er også derfor, vi har besluttet, at vi dels har noget monopol men også et reguleret spilmarked i Danmark. Det er for at skabe en ramme om, at man kan spille, men gøre det på en ansvarlig måde, siger Jeppe Bruus.