Minister: - Der skal være færre spilreklamer i TV’et
Danske Spil har netop indført et nyt ID-system, der skal sikre, at unge under 18 ikke spiller. Der skal dog igangsættes flere initiativer, hvis man skal komme ludomani til livs, lyder det fra ministeren.
Hvis du vil spille på Oddset eller tippe en 13'er i kiosken, skal du fremover bevise, du er myndig.
Spiludbyderen Danske Spil indfører nemlig fra i dag et såkaldt Spil-ID-kort, som skal afskære unge under 18 fra at spille hos de fysiske forhandlere.
Læs også
Det er et initiativ, som skatteminister Morten Bødskov (S) glæder sig over, men ifølge ham skal der mere til, end et Spil-ID-kort, for at forhindre at mindreårige spiller – og at folk i det hele taget bliver afhængige af at spille.
- Hvis man ser på spillemarkedet i dag, så kan man sige, at vi er en nation, som dyrker enorm meget sport, og hvis man ser meget sport i tv, så ser man utrolig mange spilreklamer, og selvfølgelig skal der være plads til det, siger Morten Bødskov til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Men spørgsmålet er, om de skal være så aggressive, som de er nu, og om vi ved at dæmme reklamerne ind og gøre dem mindre aggressive, også måske kan sikre, at vi får flere, der ikke er afhængige, og det er jo vores mål, siger han.
Regeringen og de øvrige partier på Christiansborg har løbende møder om spilleområdet.
- På møderne vil vi fra regeringen præsentere initiativer til, hvordan man helt generelt kan få et spillemarked, som er i lidt fastere rammer, end det vi ser i dag, siger han.
Helt konkret ønsker ministeren, at der i fremtiden skal være færre spilreklamer i tv’et, at reklamerne ikke indeholder kendte mennesker, og at der ikke er så meget ’bling bling’ i reklamerne, som fanger øjet.
Læs også
”Forbyd spilreklamer i fjernsynet”
Ifølge VIVE har 31.600 unge mellem 12 og 17 år en risikabel spilleadfærd i forhold til pengespil. Det betyder, at de er i farezonen i forhold til at udvikle ludomani.
En af dem, som desværre mærkede spillenes negative indflydelse på egen krop, er den nu 20-årige Marcus Mossalski Nielsen. Allerede i teenageårene udviklede han ludomani, hvilket betød at han snød og bedragede venner og familie til at give ham penge, som han spillede op. I alt tabte han 122.000 kroner, inden han lod sig overtale til at gå i behandling.
Da Marcus som 15-årig begyndte at spille, fandt han hurtigt ud af, hvorhenne ekspedienterne ikke bad om ID. Han tror, det havde gjort en forskel, hvis de krævede samme spil-ID, dengang han var 15 år og stod nede i kiosken. Alligevel mener han, at problemet langt fra er løst.
- Jeg tror først, vi når rigtig langt, hvis der ikke længere bliver reklameret for spil i fjernsynet, siger Marcus.
Han husker tilbage på, hvordan han som 14-årig så fodboldkampe i fjernsynet og var overbevist om, at der overhovedet ikke sad nogle voksne mennesker og så en Champions League Finale uden at spille på den.
- I løbet af sådan en fodboldkamp har jeg kunnet tælle op til 12 reklamer i pauserne. Jeg troede, det var unormalt ikke at spille på en fodboldkamp. Det blev fuldkommen normaliseret igennem alle de reklamerer, forklarer han.
Læs også
”To forskellige problematikker”
Udover at indføre det nye Spil-ID-kort ser Danske Spil også på, hvordan deres markedsføring skal være fremadrettet.
- Jeg synes, at spilreklamer og spilregistreringer, er to separate problemstillinger, og vi prøver faktisk at angribe dem begge to. Nu tager vi fat og går forrest på markedet ved at indføre obligatorisk registrering, og så går vi meget gerne i dialog om, hvordan den fremtidige markedsføring skal se ud. Det arbejde er i gang, og det deltager vi naturligvis i, siger Niels Erik Folmann, direktør for Danske Licens Spil, til TV2 ØSTJYLLAND.
Danske Spil vil i løbet af oktober indføre det såkaldte Spil-ID hos cirka 2.700 forhandlere.
- Gennem årene har vi udviklet flere og flere værn for at sikre, at børn og unge under 18 år ikke får adgang til vores sportsspil. Men vi må desværre erkende, at vi ikke er lykkedes fuldt ud med opgaven. Det er fortsat for nemt for mindreårige at spille i butikkerne, og derfor indfører vi nu Sikkert Spil, siger Niels Erik Folmann, der er direktør for Danske Licens Spil.
Læs også
I praksis betyder indførelsen af det nye Spil-ID-kort, at man i langt de fleste tilfælde skal fremvise sit Spil-ID for at få lov at spille, når man vil oddse på eksempelvis en fodboldkamp i den lokale kiosk.
ID´et oprettes ved at bruge Nem-ID og bliver enten sendt til mobiltelefonen via en app eller på gammeldags manér med et plastikkort.
Fra 31. oktober vil der være krav om Spil-ID for at spille hos Danske Spil.