Nu bliver det sværere for unge at spille om penge

Teenagere har størst risiko for at udvikle ludomani. Derfor indfører Danske Spil nu nyt ID-system, der skal sikre, at unge under 18 ikke spiller.

For at oddse på sport gennem Danske Spil skal man fremover kunne fremvise et Spil-ID.

Fremover kræver det et særligt Spil-ID, hvis du vil spille et spil om penge udbudt af Danske Spil i en kiosk, et supermarked eller på en tankstation. 

ID´et, som er personligt, bliver indført som et våben i kampen for, at undgå at unge under 18 år spiller. 

- Gennem årene har vi udviklet flere og flere værn for at sikre, at børn og unge under 18 år ikke får adgang til vores sportsspil. Men vi må desværre erkende, at vi ikke er lykkedes fuldt ud med opgaven. Det er fortsat for nemt for mindreårige at spille i butikkerne, og derfor indfører vi nu Sikkert Spil, siger Niels Erik Folmann, der er direktør for Danske Licens Spil. 

Danske Spil er foreløbig den eneste spiludbyder, som indfører Spil-ID. Foto: Jens Nørgaard Larsen - Ritzau Scanpix

Tabte 122.000 kroner

Ifølge VIVE har 31.600 unge mellem 12 og 17 år en risikabel spilleadfærd i forhold til pengespil. Det betyder, at de er i farezonen i forhold til at udvikle ludomani. 

Læs også Vi bliver overdænget: Minister vil bremse spilreklamer

En af dem, som desværre mærkede spillenes negative indflydelse på egen krop, er den nu 20-årige Marcus Mossalski Nielsen. Allerede i teenageårene udviklede han ludomani, hvilket betød at han snød og bedragede venner og familie til at give ham penge, som han spillede op. I alt tabte han 122.000 kroner, inden han lod sig overtale til at gå i behandling. 

Da Marcus som 15-årig begyndte at spille, fandt han hurtigt ud af, hvorhenne ekspedienterne ikke bad om ID.

Marcus Mossalski Nielsen er i dag spilfri ludoman. Han hilser kravet om spil-ID velkomment, men mener samtidig, at det bør følges op med et forbud mod spilreklamer. 

ID for at spille

På den baggrund kan det nye Spil-ID have en effekt. For Danske Spil vil i løbet af oktober indføre Spil-ID hos ca. 2.700 forhandlere. 

I praksis betyder det, at man, når man vil oddse på eksempelvis en fodboldkamp i den lokale kiosk, i langt de fleste tilfælde skal fremvise sit Spil-ID for at få lov at spille. 

ID´et oprettes ved at bruge Nem-ID og bliver enten sendt til mobiltelefonen via en app eller på gammeldags manér med et plastikkort. 

Fra 31. oktober vil der være krav om Spil-ID for at spille hos Danske Spil. 

Bekæmper hvidvask og matchfixing

Udover at beskytte mindreårige vil Sikkert Spil gøre det sværere for kriminelle at misbruge Danske Spils sportsspil til at vaske sorte penge hvide eller forsøge at manipulere med sportsresultater.

- Med Sikkert Spil registrerer vi, hvem der spiller ude i butikkerne, og vi kan følge pengestrømmene. Det giver nogle helt nye muligheder for at bekæmpe både hvidvask og matchfixing, når vi kan følge pengene hele vejen fra kiosk til kamp, forklarer Niels Erik Folmann, direktør for Danske Licens Spil. 

00:48

Video: TV2 ØSTJYLLAND sendte en 15-årig dreng ud i ti østjyske kiosker for at spille om penge. På trods af et lovkrav om, at man skal være mindst 18 år for at spille, blev han kun spurgt om ID to gange. Videoen er fra efteråret 2019. 

Luk video

Alle skal med

Ud over Danske Spil er der også en række andre spilselskaber, som sælger spil i fysiske butikker; blandt andet Cashpoint, Bet25 og Stanleybet.

Indtil videre er Danske Spil den eneste spiludbyder, som stiller krav om registrering med et personligt Spil-ID, så det vil fortsat være muligt at spille anonymt i nogle kiosker. Men det skal der ændres på, mener Danske Spil:

- Så længe der er spiludbydere, som gør det muligt at spille anonymt, vil kriminelle kunne flyve under radaren. Og samtidig vil mindreårige fortsat kunne spille i butikker. Derfor håber vi, at det bliver lovpligtigt for alle spiludbydere, der sælger sportsspil, at indføre et spil-id, siger Niels Erik Folmann fra Danske Spil.

Læs også Advarer mod at forbyde spilreklamer: - Ludomanen skal nok finde et udenlandsk spil

Indførelsen af Sikkert Spil og Spil-ID får ingen betydning for Danske Spils lotterier - Lotto, Vikinglotto og Eurojackpot - og Quicks skrabespil. Man vil altså fortsat kunne spille disse spil uden et at have et personligt Spil-id.