Jesper startede klub for ligesindede: - Det er fedt, fordi det er Corolla
En forkærlighed for den mest solgte bil i verden fik Jesper Blomberg til at starte et socialt fællesskab for ligesindede.
- Det er ikke bare en bil, det er en livsstil.
Sådan lyder det fra 25-årige Jesper Blomberg, når han skal beskrive den gamle japanske bil-klassiker - Toyota Corolla.
Han har selv en 20 år gammel Toyota Corolla, og han er væsentligt mere glad for sin bil end gennemsnittet. Nu har han startet en klub for alle, der ligesom ham er vild med den mere end 60 år gamle model.
'Rolla Klubben'.
- For at skille os ud og give folk et smil på læben, så valgte vi at kalde os 'Rolla'. Det lyder lidt bedre, og det lyder lidt mere ungdommeligt, når man spørger: "Skal du med ud og køre i Rollaen?", siger Jesper Blomberg.
Læs også
Han startede klubben med nogle venner i april i år. På få uger fandt Toyota-tosser fra hele landet klubben - i dag er de knap 180 medlemmer.
- Det giver os det, at vi har mulighed for at skabe et ”socialt samfund” omkring dét at være Corolla-ejer. At samle unge som gamle om en fælles interesse, som man kan have en entusiasme om, det er det fede, siger Jesper Blomberg.
- Fedt, fordi det er Corolla
Til et stævne ved en industripark i Horsens en fredag aften er 50 mødt frem, og der bliver sparket dæk og udvekslet tips og tricks. De synes alle, at Toyota Corollaen er en af de fedeste biler i verden.
- Det giver noget andet, at vi ligesom alle sammen kører Corolla. Det giver lidt et sjovt sammenhold. Så kan vi alle sammen stå og snakke om, for eksempel hvad vi skal have næste gang, og hvad vi skal gøre ved dem, siger Freja Munk fra Grenaa.
Læs også
Og når man spørger, hvorfor det er så fedt, at holde Corolla-stævner, svarer Jesper Blomberg:
- Det er fedt, fordi det er en Corolla. Mere behøver der ikke at blive sagt.
Alle, der ejer en Corolla er velkommen i klubben, og ifølge Jesper Blomberg gælder jo flere, jo bedre i 'Rolla Klubben'.