Fagforeninger nedtoner problem med medicinsvind

Sygeplejerskerne og SOSU'ernes fagforeninger mener ikke, der er et stort problem med medicinsvind på landets plejehjem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Den medicin, der typisk forsvinder, hører til grupperne benzodiazepiner og opioider. Stoffer, som virker afslappende, angstdæmpende og give en følelse af eufori.

Der forsvinder farlig og afhængighedsskabende medicin fra landets plejehjem. Det kan TV2 Østjylland i dag fortælle på baggrund af en rundspørge til alle landets kommuner.

I 38 ud af de 95 kommuner, som har svaret, har der i løbet af 2022 været svind fra mindst ét af plejehjemmene i kommunen.

Årsagerne opklares langt fra altid. Men sagerne får Styrelsen for Patientsikkerhed til at frygte, at der bag tallene gemmer sig medarbejdere med misbrugsproblemer.

- Det er, fordi folk er afhængige, og så finder de veje til at få afhængighedsskabende lægemidler, siger Charlotte Hjort, der er enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Plejehjemmet Thorsgården i Aarhus har mistet medicin siden december.

Bekymrende

Både FOA og Dansk Sygeplejeråd, DSR, kalder tallene alvorlige og bekymrende, men de anser det ikke som værende et stort problem.

Det er deres medlemmer, der typisk håndterer borgernes medicin på plejehjemmene, men de to fagforeninger tror ikke, at der er et større antal medarbejdere, som tager medicin for at misbruge den selv.

- Det er ganske få sager, vi har med medicinsvind og sygeplejersker, der desværre har været i et misbrug. Vores indtryk er ikke, at vi har en stor udfordring, siger Anja Laursen, der er kredsformand for DSR i Region Midtjylland, og påpeger, at de har mere end 15.000 erhvervsaktive sygeplejersker.

- Vi hører ikke, at det er et stort problem, men selvfølgelig er vi vidende om, at der er enkelte af vores medlemmer, der har været politianmeldt. Men det er fåtal ud af alle de medicinsvind, der har været, siger Tanja Nielsen, der er sektorformand for social- og sundhedssektoren hos FOA.

Tyder på tyveri til eget forbrug

I rundspørgen kan vi se, at der er eksempler på sager med ampuller, dråber og alt fra nogle få piller til flere 100 styk, som er forsvundet på én gang eller over tid. Mirtazapin, Tramadol, Oxapax, Oxycontin og Morfin er blandt de stoffer, som går igen.

Også lektor i sundhedsret på Syddansk Universitet Kent Kristensen vurderer, der kan være tale om tyveri med henblik på misbrug.

- Det er bekymrende, for det tegner et billede af, at der er sundhedsfagligt personale, som har et misbrug, de understøtter ved at have let adgang til medicin på plejecentrene, siger sundhedsjurist Kent Kristensen.

På baggrund af de mængder, TV2 Østjylland kan dokumentere forsvinder, vurderer Østjyllands Politi, at der primært er tale om tyveri til eget forbrug. 

Rundspørge til alle landets kommuner

TV2 Østjylland har spurgt samtlige 98 kommuner, om de i 2022 har oplevet medicinsvind på ét eller flere af deres plejehjem.

95 kommuner har svaret.

Ud af dem svarer 38, at de har oplevet medicinsvind fra plejehjem i 2022.

Ud af de 38 kommuner, der har oplevet svind, svarer 23, at der er sket politianmeldelse(r).

To svarer supplerende, at én eller flere medarbejdere er afskediget i forbindelse med svind.

På det enkelte plejehjem er det ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed ledelsens ansvar at sikre rammerne for medicinhåndteringen. Det skal håndteres af personale, som har fået oplæring i det, men de har et individuelt ansvar for at følge instrukserne.

Klare retningslinjer er nødvendige

DSR mener ikke, at for meget af plejepersonalet på nuværende tidspunkt har adgang til borgernes medicin. Der skal dog være klare rammer for, hvordan man håndterer medicin og optælling deraf.

- Det er vigtigt, at man har systematikken, men samtidig må jeg også fastholde, at det vigtigt, at man kan komme til at give borgerne den medicin, de har brug for, siger Anja Laursen.

Hun bakkes op af Tanja Nielsen, FOA.

- Svindet kan være tegn på, at man ikke har nogle retningslinjer, der er klare nok på arbejdspladsen. Vi kan se, at des mere struktur og system, der er i det, des mindre medicin forsvinder, siger Tanja Nielsen.

Her er der forsvundet medicin

  • Aarhus Kommune har afvist TV2 Østjyllands anmodning om oplysninger om medicinsvind i kommunen. Men TV2 Østjylland kender til i hvert fald ét bekræftet tilfælde af medicinsvind fra et plejehjem.

  • Horsens Kommune har haft medicinsvind fra tre plejehjem. På et plejehjem forsvandt der 20 morfin-tabletter. På et andet forsvandt der Contalgin, Oxapax og Morfin. På et tredje forsvandt der smerteplastre og en tupe receptpligtig creme. I sag nummer to blev en medarbejder afskediget og politiet involveret.

  • Skanderborg Kommune har oplevet medicinsvind fra to plejehjem. I det ene tilfælde var der tale om Contalgin. I det andet tilfælde Oxapax 15 mg. Zolpidem 10 mg. Begge tilfælde politianmeldt.

  • Silkeborg Kommune har haft medicinsvind fra to plejehjem. Der var tale om Morfica-præparater. Og alt blev politianmeldt.

  • Syddjurs Kommune har haft medicinsvind fra to plejehjem. Otte styks stesolid (stikpille a 10 mg). Et styks ampul Midazolam 1mg/ml. Morfin Oxynorm (mængde er ukendt). Der er ikke blev foretaget anmeldelse til politiet nogle af gangene, men situationerne har givet anledning til skærpet opmærksomhed herunder revision og opstramning af retningslinjer. Det er dog Syddjurs Kommunes vurdering, at hvis der sker lignende tilfælde igen, vil politiet blive involveret.

  • Hedensted Kommune har haft medicinsvind fra et plejehjem. Over en periode på 11 dage forsvandt 69 tabletter Oxynorm hos en borger. Efterfølgende forsvandt der medicin af flere omgange. Oxycontin og Oxynorm. Vagtplaner og medicin blev gennemgået og politiet involveret. Den skyldige blev ikke fundet, men der forsvandt ikke medicin siden.

  • Fredericia Kommune har haft medicinsvind fra to plejehjem. Der var tale om morfinpræparater, som blev fjernet fra beboeres medicinbeholdninger. Alt blev politianmeldt, men kommunen er ikke bekendt med, at der blev rejst sigtelser.

  • Næstved Kommune har haft medicinsvind fra et plejecenter. Der var tale om smerteplastre. Det blev politianmeldt, og en medarbejder blev afskediget.

  • Ballerup Kommune har haft medicinsvind fra et plejehjem. Der var tale om et glas Contalgin. Det blev ikke politianmeldt, men håndteret ved optælling. Og så stoppede det, oplyser kommunen.

  • Hillerød Kommune har haft medicinsvind fra to plejehjem. På det ene plejehjem var der tale om seks styks Oxycontin. På det andet plejehjem var der tale om tre gange aftendosis fra den samme beboer. Mirtazapin og Zolpidem. Det blev ikke politianmeldt.

  • Aalborg Kommune har haft medicinsvind fra et plejehjem. 29 styks Oxylan 5mg, seks pakker Codilek Depot 5mg (antal pr. pakke ukendt). Medicinen forsvandt over 14 dage. Sagen blev politianmeldt.

  • Viborg Kommune har haft medicinsvind fra et plejecenter hos en beboer. Der var tale om et Morfica-præparat. Politiet blev involveret.

  • Gladsaxe Kommune har haft to tilfælde af medicinsvind. I begge tilfælde har der været tale om Contalgin. I det ene tilfælde forsvandt der 21 styks a' 10 mg. I det andet tilfælde 25 styks a' 5 mg. Det sidste tilfælde blev politianmeldt. På 'Egegården' manglede der et morfinpræparat hos en beboer, hvor der, ifølge apoteket, skulle være leveret tre æsker af 30 tabletter den 21.12.22. Medicinen blev ikke fundet, men der har ikke efterfølgende været svind af medicin.

  • Guldborgsund Kommune har haft medicinsvind fra et plejehjem. Medicinsvindet har bestået i, at der for eksempel har manglet en dagsdosis medicin, eller der har manglet en bestemt dosis medicin i den dispenserede medicin. En gang er det sket, at der har manglet en æske med Tradolan. Der blev samarbejdet med egen læge og apotek, og det blev aldrig afklaret, hvor fejlen eller svindet lå. Politiet har ikke været involveret.

  • Vejen Kommune har haft medicinsvind fra et plejehjem. Det drejede sig om svind hos to borgere, hvor der manglede henholdsvis et ukendt antal tabletter Metadon 20 mg og otte styks Zopliclone-tabletter. Tyveriet, som kommunen selv kalder det, blev politianmeldt. Og der blev efterfølgende opsat nyt låsesystem på medicinrummet med mulighed for at tage log på, hvem der har låst sig ind.

  • Helsingør Kommune har haft medicinsvind fra et plejehjem. Der var tale om en pakke med sovemedicin Imozop 7,5 mg – pakke med 10 styks. Politiet har ikke været involveret.

  • Fredensborg Kommune har haft medicinsvind fra et plejehjem, hvor der forsvandt Morfica-præparat 500 tabletter. Politiet blev involveret, og svindet ophørte.

  • Brønderslev Kommune har oplevet medicinsvind på et plejehjem af to omgange. Henholdsvis 15 og 25 piller smertestillende og sovemedicin. Det blev meldt til politiet, der, ifølge kommunen, ikke kunne tage sagen.

  • Hørsholm Kommune oplyser, at der over en periode var mistanke om svind. I alt var der tale om 80 mg. Morfin. Men det er uklart, om medicinen blev givet, eller den rent faktisk forsvandt. Politiet ikke involveret.

  • Ikast Brande Kommune har haft mistanke om medicinsvind fra et plejehjem. Der var der mistanke om svind af Morfin og Midazolam i små mængder. Der findes ikke en konkret registrering af mængderne. Plejehjemmets ledelse har, ved mistanken om medicinsvind, søgt sparring hos politiet i forhold til håndtering af sagen. Sagen førte ikke til politianmeldelse, da det blev vurderet, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag til dette.

  • Sønderborg Kommune har haft medicinsvind fra et plejehjem. Der var tale om Tramadol i ukendt mængde. Sagen blev politianmeldt.

  • Langeland Kommune har oplevet medicinsvind fra et plejehjem. Oxycodonhydroclorid - cirka 200 styks. Politiet mente ikke, der kunne gøres mere og lukkede sagen, oplyser kommunen.

  • Frederikshavn Kommune har haft medicinsvind fra et plejehjem. Temesta a 1 mg og en æske af 25 styks. Politiet var ikke involveret.

  • Lejre Kommune har haft medicinsvind fra to plejehjem. I det ene tilfælde var det forskellige typer af morfin og blandinger af morfin/beroligende i tabletform. Enkelte tabletter (4-5) og et tilfælde, hvor der forsvandt en pakke cirka seks styks. I det andet tilfælde blev der registreret medicinsvind i to tilfælde. Begge tilfælde var hos samme borger med et par måneders mellemrum. I begge tilfælde var der tale om tabletter: Morfin 10 mg. Ved det første tilfælde vides det ikke med sikkerhed, hvor mange tabletter det drejede sig om, men det blev beskrevet som ”omfattende”. I det andet tilfælde drejede det sig om et ark tabletter a´10 styks. Kommunen kunne ikke fastslå, hvorfra svindet kom. Hændelserne blev ikke politianmeldt.

  • Assens Kommune har haft medicinsvind fra to plejehjem. En flaske røde morfindråber. 13 piller fordelt mellem følgende: Reltebon Depot 5 mg og Codilek Depot 5 mg. Svind på depotmedicinen blev politianmeldt.

  • Randers Kommune har haft medicinsvind på et plejehjem. Der er tale om Plejecenter Tirsdalen. Sagen, hvor en SOSU-hjælper senere blev dømt fra flere drabsforsøg. Og derfor var det også en politisag.

  • Tårnby Kommune har haft medicinsvind fra to plejehjem. Det har drejet sig om præparaterne Oxazepam, Paracetamol, Toilax, Donepezil samt depottbl. Oxycodon. Ved alle præparater har der været tale om 2-5 tabletter. Der har derudover været en episode, hvor en beboer var på besøg hos sin ægtefælle og i den forbindelse fik udleveret en hel pakke Oxapax. Det var en fejl fra plejehjemmets side, at der blev udleveret så meget, men tabletterne kom aldrig retur med beboeren. Politiet har ikke været involveret i nogle sager om medicinsvind.

  • Gribskov Kommune fortæller om et tilfælde af medicinsvind. Det var Quetiapin a 25 mg og 50 mg, der forsvandt fra æsker med doseret medicin. Der forsvandt cirka 10 tabletter over fire dage. Politiet blev ikke involveret. Kommunen stoppede samarbejdet med en medarbejder, som der var en mistanke til.

  • Hvidovre Kommune har haft medicinsvind fra et plejehjem. Sovemedicinen Imozop forsvandt hos to beboere. Har ikke kunnet udelukke, at det var en utilsigtet hændelse. Men kommunen har nu skærpet tilsynet på sovemedicin på det plejehjem i tæt samarbejde med lægerne og har desuden sat overvågning på medicinrummet.

  • Stevns Kommune har haft medicinsvind fra to plejecentre. Har ikke dokumenteret alt, men de forhold, som blev politianmeldt, handlede om Morfinpræparater. I det ene tilfælde 10 ampuller. To forhold politianmeldt.

  • Esbjerg Kommune har haft medicinsvind fra to plejehjem. I det ene tilfælde manglede der 10 styks Tradolan. I det andet tilfælde 28 styks Oxycodon a 5mg. 1. sag blev anmeldt til politiet og Styrelsen for Patientsikkerhed, da der var opsat videoovervågning. 2. sag blev aldrig opklaret fra kommunens side og derfor ikke anmeldt. Kommunen oplyser, at mængden ikke er afgørende for om en sag anmeldes. Har der været svind og procedure for opsætning af videoovervågning er fulgt, hvorved sagen opklares, sker altid politianmeldelse.

  • Bornholms Regionskommune fortæller om en sag, hvor der forsvandt tre ampuller med Morfica-præparater fra en tryghedspakke. Sagen blev politianmeldt.

  • Skive Kommune har oplevet medicinsvind fra et plejehjem. Der var tale om en en pakke Contalgin. Sagen blev politianmeldt.

  • Rødovre Kommune fortæller om et tilfælde af medicinsvind. Her var der tale om lægemidlet Oxycontin, og det blev løst uden at involvere politiet.

  • Frederiksberg Kommune har oplevet medicinsvind fra et plejehjem. Der var tale om opioider.

  • Odense Kommune oplyser, at den umiddelbart er bekendt med to plejehjem, der har oplevet medicinsvind. Der har været tale om morfinlignende præparat. Kommunen har kendskab til én politianmeldelse.

  • Lemvig Kommune har oplevet medicinsvind fra to plejehjem. Morfin-præparat. Meldt til politiet.

  • Københavns Kommune har registreret medicinsvind fra et plejehjem. Plejehjemmet konstaterede i flere tilfælde svind i medicingrupperne ordineret mellemstærk/stærk smertestillende medicin, beroligende medicin og/eller sovemedicin. Plejehjemmet besluttede at foretage en større gennemgang af medicingrupperne, der viste, at der samlet ikke kunne redegøres for i alt 498 enheder (tabletter, kapsler, plastre). Plejehjemmet foretog på den baggrund politianmeldelse. Politiet har, ifølge kommunen, afgjort, at der ikke var grundlag for at indlede efterforskning i sagen.

Resten af kommunerne oplyser til TV2 Østjylland, at der ikke har været medicinsvind fra de kommunale plejehjem.

Fanø, Kerteminde og Slagelse kommuner har ikke svaret på TV2 Østjyllands henvendelser inden for fristen. Disse kommuners oplysninger vil senere blive tilføjet i artiklen.

Kilde: TV2 Østjyllands rundspørge til landets 98 kommuner.

Hos Kommunernes Landsforening garanterer fungerende formand for Sundheds - og Ældreudvalget, Sisse Marie Welling (SF), at medicinsvindet, som TV2 Østjylland har dokumenteret, vil blive taget meget alvorligt.

- Derfor er det her bestemt også noget, vi skal have undersøgt nærmere, så vi kan finde ud af, hvad omfanget er, og hvad der mere præcist ligger bag jeres undersøgelse. Medicinen skal ikke forsvinde. Men når det er sagt, er der selvfølgelig forskel på, om der forsvinder et par Panodiler, eller om omfanget er større og mere systematisk, siger hun til TV2 Østjylland.

En af de mest omtalte sager om medicinsvind i nyere tid handler om en SOSU-hjælper fra Plejecenter Tirsdalen i Randers.

Hun blev kendt skyldig i fire drabsforsøg, men også dømt for medicintyveri på plejehjemmet, hvor hun var ansat.

TV2 ØSTJYLLANDs dokumentar om Tirsdalen-sagen kan du se her.

Sådan har TV2 ØSTJYLLAND dokumenteret medicinsvind fra plejehjemmene

Efter sagen om Plejecenter Tirsdalen i Randers, hvor SOSU-hjælperen Susanne Hein Kristensen udover fire drabsforsøg også blev dømt for medicintyveri, har TV2 Østjylland ønsket at undersøge omfanget af medicinsvind på landets plejehjem.

Styrelsen for Patientsikkerhed, som fører tilsyn med plejehjemmene, fører ikke en fyldestgørende statistik om medicinsvind. Så for at dokumentere det reelle svind har TV2 ØSYJYLLAND spurgt samtlige 98 kommuner.

Vi har spurgt, om kommunerne har registreret medicinsvind fra deres plejehjem i 2022?

Vi har valgt at spørge til svind i løbet af 2022, fordi vi har vurderet, at det for overblikkets skyld giver mest mening at spørge om registreringer i løbet af et helt kalenderår.

Vi har derudover spurgt, hvilke produkter, som er forsvundet - og i hvilke mængder?

Slutteligt har vi spurgt, om kommunerne har oplevet svind i en sådan grad, at politiet har været involveret?

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her