Coronavaccine fra seruminstitut viser sig lovende i test på mus
Efter lovende test på mus skal vaccine mod Covid-19 fra Statens Serum Institut nu testes på aber.
En vaccine fra Statens Serum Institut (SSI) mod Covid-19, der er sygdommen, man kan få ved smitte med coronavirus, har vist lovende resultater ved test på mus.
Derfor går seruminstituttet nu videre og har planlagt forsøg på aber.
Det oplyser SSI i en pressemeddelelse mandag.
Vaccinekandidaten kaldes CoVaxix og udvikles under ledelse af chefvirolog og professor Anders Fomsgaard.
Forsøgene på mus har vist, at CoVaxix er lykkedes med at fremkalde antistoffer mod Covid-19 i musene.
Antistofferne i musene er stærke nok til at præstere et lige så godt forsvar som antistoffer i kroppen på mennesker, der tidligere har haft coronavirus og er kommet sig.
Men nok så vigtigt peger Anders Fomsgaard på andre fordele, som hænger sammen med, at der er tale om en såkaldt dna-vaccine.
Det betyder blandt andet, at der også er et helbredende element i form af celleimmunitet, der dræber inficerede celler i kroppen - og altså dermed også arbejder bag antistoffernes forsvarslinjer.
Og så har dna-vacciner, der er anderledes end de vacciner, der bruges i dag, ifølge Anders Fomsgaard et perspektiv, der rækker ud over coronakrisen - og muligvis kan været svaret på en fremtid med konstant nye vira, der truer.
- Vi kunne jo 12. januar, da gensekvenserne fra den her nye virus blev kendt fra Wuhan, designe vaccinen inden for få dage, siger han.
- Det er en teknologi, som - hvis den virker - kan omskiftes til en ny virustrussel, som vi jo ser næsten hvert år.
- Der ligger en drøm om at lave en slags beredskabsplatform, der kan møde nye virustrusler, lige så hurtigt som de opstår.
Efter forsøgene på aber håber Statens Serum Institut at kunne begynde såkaldte fase 1-forsøg på mennesker til efteråret eller i begyndelsen af 2021.
På Verdenssundhedsorganisationen WHO's hjemmeside er en liste af mulige vacciner, der er i gang med at blive udviklet verden over.
Listen er senest opdateret 7. juli. Heraf fremgår det, at der er 21 forsøg, der har planlagt fase 1-studier. Derudover er der en stribe vaccinekandidater, der er i gang med at arbejde sig derhen.
Mange steder arbejdes der på højtryk med at få testet og bagefter få godkendt vacciner.
Så sent som mandag fik medicinalgiganten Pfizer og det tyske biotekselskab Biontech en såkaldt "fast track"-status (en slags lynproces, red.) til godkendelse i USA af deres fælles forsøg på en vaccine.
Disse testes allerede på mennesker i Tyskland og USA.