Bundsgaard håber snart at se de ældste elever tilbage i skolerne
Jacob Bundsgaard håber, at man lader de ældste elever komme tilbage i skolerne inden sommerferien, men han understreger, at det er Folketingets beslutning.
Netop nu forhandler regeringen og Folketingets partier om, hvad der er det næste, som skal åbne i Danmark og hvornår.
Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus Kommune og formand for Kommunernes Landsforening, håber blandt andet, at man vil kigge i retning af de ældste elever i folkeskolen.
Efter påske åbnende vuggestuer, daginstitutioner og skolerne for de yngste børn, og nu er forhandlingerne om næste fase af genåbningen så i gang på Christiansborg.
- Jeg håber, at man vil tage et blik på hele den kommunale virksomhed. Vi har rigtig mange, der brænder for at komme i gang igen, og det er klart, at de ældste folkeskoleklasser fylder meget hos rigtig mange, og det vil være dejligt, hvis de ældste folkeskoleklasser – 9. og 10. klasser – kan få en god afslutning på deres folkeskoleuddannelse. Men det er op til Folketinget, og vi skal også kunne finde nogle praktiske løsninger på de åbninger, der så kommer til at finde sted, siger Jacob Bundsgaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Forventer fase 2-start som planlagt
En smittet person med coronavirus smitter i gennemsnit 0,9 andre. Dermed er smittetrykket steget efter at have været nede på 0,6.
Og netop smittetrykket bliver afgørende for, hvad fase 2 af genåbningen af samfundet kan indeholde.
Statsminister Mette Frederiksen (S) forventer fortsat, at næste fase begynder som planlagt efter 10. maj.
Det sagde hun fredag efter at have holdt sin 1. maj-tale.
- Det er noget, jeg iagttager med meget stor alvor, sagde Mette Frederiksen om det stigende smittetryk ifølge Ritzau.
- Vi kigger på, hvor mange der bliver smittet, hvor mange der bliver indlagt og i værste fald har brug for respirator. Vi bliver nødt til at se, hvordan sygdommen udvikler sig.
- Det bliver lige op til 10. maj, at vi kan sige, hvad der kan komme med i fase 2 af genåbningen. For vi skal have et sikkert ståsted. Men vi forventer, at der kommer en fase 2 af genåbningen efter 10. maj, sagde Mette Frederiksen.
OPDATERING: I denne artikel har der tidligere stået, at Jacob Bundsgaard opfordrer til, at man åbner for, at de ældste elever kan komme tilbage i folkeskolerne. Det er nu ændret til, at han håber det.