Kæmpe bisværm har indtaget Charlottes have: - De har en fest
På en villavej i Hou har Charlotte Jensen fået haven fuld af bier. En kæmpe bisværm har nemlig bosat sig i et af hendes træer – men hvor kommer de fra?
Charlotte Jensen fik sig et chok i går formiddags, da hun gik en tur i haven.
En kæmpe klase bier har nemlig indtaget hendes baghave og bosat sig i et af hendes træer. Men det er ikke Charlottes bier og hun ved ikke, hvor den store bifamilie hører til.
- Jeg tænkte hold da op, hvor kommer de fra, fortæller Charlotte Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Da Charlotte fandt bierne, lavede hun med det samme et opslag i Facebookgruppen ”Hou 8300”, hvor hun efterlyste ejermanden til de mange bier. Men det er endnu ikke lykkedes hende at finde frem til, hvor bierne kommer fra.
- Jeg tænkte med det samme på, om nogen mon savnede dem. Så jeg slog et billede op i vores lokale gruppe, så folk havde en chance for at komme og hente dem.
Indtil videre er Charlotte blevet kontaktet af flere, der har tilbudt at hente bierne, hvis ikke ejermanden melder sig.
Bier sværmer naturligt
Det er ikke første gang, at en bifamilie rykker teltpælene op og bosætter sig på en villavej.
Fænomenet kaldes for en bisværm, og det er biernes naturlige måde at formere sig på og dele sig i to familier.
Læs også:
- Den gamle dronning forlader bifamilien og flyver afsted med en flok bier. Tilbage hvor bifamilien sværmede fra, vil der komme en ny dronning, som vil føre resten af bierne videre som en familie, fortæller redaktør og konsulent i Danmarks Biavlerforening, Rolf Theuerkauf.
Ifølge Rolf Theuerkauf sætter bierne sig ofte i et træ, som det Charlotte har i haven, indtil de har fundet det perfekte hjem.
- Bisværmen bosætter sig i et træ som en klase. Herefter sender de spejdere ud, som flyver rundt i området for at finde et nyt bosted, der er egnet til dem. Spejderne kommer derefter tilbage og fortæller de andre om de gode steder. Og når de er nået til enighed, flyver de videre og slår sig ned permanent, lyder det fra Rolf Theuerkauf.
Man vil oftest opleve bisværme i maj og juni, hvor op mod 20.000 bier ad gangen flyver afsted med den gamle dronning.
Fredelige bier med maven fuld af honning
Med haven fuld af summende bier er det ikke optimalt at være allergisk over for bistik – men det er Charlotte, der nu har delt bopæl med sværmen i over et døgn.
- Det er irriterende, for man ved aldrig, om de stikker. Men de har i hvert fald en fest derude, fortæller Charlotte Jensen.
Heldigvis for Charlotte burde bierne være fredelige, med mindre man provokerer dem.
- Som regel er en bisværm meget fredsommelig. I løbet af de første dage, kan de ikke stikke, fordi de fylder maven med honning, inden de sværmer, så deres maver er helt udspilede, fortæller Rolf Theuerkauf.
Charlotte har besluttet sig for at vente en dag eller to for at se, om en ejermand melder sig. Ellers vil hun kontakte nogen, der kan komme og hente dem.
- Man kan altid ringe til Danmarks Biavlerforening, hvor en frivillig biavler kan tage ud og fjerne bisværmen, fortæller Rolf Theuerkauf.