Historisk minigolfbane skal sælges efter 45 år

Har man altid drømt om at eje sin egen minigolfbane, kommer nu en unik mulighed for at eje Danmarks ældste.

Der venter en unik mulighed for den helt rigtige køber.

Minigolfbanen Saxild skal nemlig sælges, efter to søstre har bestemt sig for, at 45 år er nok for dem.

Banen ligger ved Saksild Strand øst for Odder, og i år kan den faktisk fejre 75-årsfødselsdag, hvilket gør den til Danmarks ældste minigolfbane.

De seneste 45 år har den været i familien Klausens ejerskab, og i mere end 20 år har et søsterpar taget sig af den. Storesøster Evy Kaarill ejer banen, og sammen med lillesøster Hanne står hun bag disken, når der skal udlejes golfkøller og ristes pølser til gæsterne i cafeen.

Men nu er det altså tid til at give slip på minigolfbanen.

- Efter 24 år har vi gjort og opnået det, vi gerne ville. Og jeg er faktisk også klar til at prøve at have en sommer hjemme. Vi har haft et hus i 24 år, men vi har aldrig været hjemme om sommeren, siger Evy Kaarill med et stort smil.

Søstrene Evy (tv.) og Hanne (th.) har tilbragt sommer efter sommer på arbejde på Minigolfbanen Saxild.
Søstrene Evy (tv.) og Hanne (th.) har tilbragt sommer efter sommer på arbejde på Minigolfbanen Saxild.

Blandt deres faste gæster er brødrene Søren og Jesper Martinussen, der er kommet på Minigolfbanen Saxild, så længe de kan huske.

- Det er nostalgien, hyggen, charmen. At se alle de glade mennesker, der er her. Det er sgu da kanon at komme herned, siger Jesper Martinussen.

Brødrene har en livslang dyst kørende om at være den bedste på minigolfbanen og kan efter eget udsagn ikke klare at tabe til hinanden.

- Men når vi sidder derinde og får en fadøl, så sidder vi og griner og hygger, siger Jesper Martinussen.

De har det meget svært med, at deres elskede minigolfbane nu skal på andre hænder efter 45 år i Klausens-familiens.

- Det gør ondt. Nu har vi været her i så mange år sammen med dem og set, hvordan de har bygget det op. Fra ishus til cafemiljø med musik og underholdning, siger Søren Martinussen, der håber, at en kommende ejer af stedet vil drive det videre i samme ånd.

Søren (th.) og Jesper (tv.) Martinussen er kommet på banen i en menneskealder.
Søren (th.) og Jesper (tv.) Martinussen er kommet på banen i en menneskealder.

Minigolfbanen skal første vurderes i begyndelsen af august, før der sættes en endelig udbudspris på den.

Men ifølge Evy Kaarill ender det nok i omegnen af fem-seks millioner kroner - blandt andet på grund af det generelle prisniveau i området og den faste kundegruppe.

- Vi har for eksempel tre norske familier, der kommer hvert år. De bor det samme sted og kommer og spiser ristede pølser hver frokost, siger hun.

Minigolfbanen Saxild holder sæsonafslutning den 27. august.