Økologiske chips kaldes tilbage over hele landet

Økologiske tortilla-chips fra mærket Santa Maria bliver nu kaldt tilbage over hele landet, efter der er fundet to stoffer, der kan være farlige.

Chipsproducenten Santa Maria kalder nu chips tilbage over hele landet.

Det drejer sig om den økologiske variant af Santa Maria Tortilla Chips med 125 gram i.

Ifølge en pressemeddelelse udsendt af Santa Maria er der fundet stofferne atropin og scopolamin i chipsene.

De to stoffer er ifølge Santa Maria i sig selv ikke farlige, men ved stort forbrug af de omtalte chips kan man ende med at komme over daglige anbefalede dosis.

Opdatering:
Opdateret med ny risikovurdering onsdag eftermiddag.

- Indtagelse af de pågældende chips, der indeholder atropin og scopolamin, kan eventuelt forårsage symptomer som synsforstyrrelser, ændringer af hjerterytme og tørhed i munden. Hvis du oplever symptomer som dette efter at have spist chipsene, bedes du kontakte en læge, skriver Fødevarestyrelsen i en meddelelse om tilbagekaldelsen.

DTU Fødevareinstituttet vurderer, at voksne maksimalt kan indtage en portion på ca. 22 gram og børn 8 gram, når den højeste koncentration af atropin og scoplamin er taget i betragtning. 

Atropin og scopolamin er angiveligt naturligt fremkommende og kan blandt andet spores på majsmarker. Det er majs, der bruges til at lave de gule tortillachips.

Har man en pose, der har en bedst før-dato, der er 30. marts 2023 eller tidligere, opfordres man til at kassere produktet. Alternativt kan man kontakte producenten for en kompensation, skriver Santa Maria.

Det oplyses ikke, hvor længe de to stoffer har været i producentens økologiske chips.

Sådan ser det omtalte produkt ud.
Sådan ser det omtalte produkt ud. Foto: Pressefoto