Rekordstor million-donation til museum
På Det Grønne Museum vil jublen ingen ende tage, efter A.P. Møller Fonden har valgt at støtte det med 11 millioner kroner.
Anne Bjerrekær kunne slet ikke holde glæden i sig.
For efter adskillige års arbejde er det nu lykkedes. Det Grønne Museum på Gl. Estrup i Auning har fået tilsagn om 11 millioner kroner i støtte fra A.P. Møller Fonden.
- Jeg fik selv overbragt den fantastiske nyhed, mens jeg kørte bil, og jeg måtte svinge ind på den første, den bedste tankstation for at kunne få glæden fysisk ud, udtaler direktør Anne Bjerrekær i en pressemeddelelse.
Det er den største enkeltstående donation i museets historie.
Den store gave skal bruges til museets nye udstilling 'Det Grønne Museums Danmarkshistorie', som skal fortælle menneskets historie i en tidsrejse gennem de seneste 13.000 år.
Det Grønne Museum fokuserer særligt på menneskets forbindelse til naturen, og udstillingen vil da også inkludere, hvordan jagten og landbruget har udviklet sig og påvirket naturen. I første etape af den nye udstilling fortælles der ifølge museet fra nutiden og tilbage til Anden Verdenskrig.
- Jagten, skoven, landbruget og maden er bærende elementer i historien om Danmark, og vi er meget stolte af, at A.P. Møller Fonden har valgt at støtte museets nye basisudstilling med så stort et beløb. Det er et kæmpe skulderklap, der giver ekstra energi til det kommende arbejde, siger museumsdirektør Anne Bjerrekær.
Der er allerede givet tilsagn fra Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond samt Augustinus Fonden om støtte, der sammen med A.P. Møller Fonden nu kan realisere udstillingen. Det samlede budget er 18,8 millioner kroner for første etape.
Første etape af udstillingen forventes at åbne i 2023, og tre år senere håber Det Grønne Museum at kunne slå dørene op til anden etape, der skal føre de besøgende hele vejen tilbage til istiden.
Det Grønne Museum
- Det Grønne Museum er det nationale museum for jagten, skoven, landbruget og maden. Museet er et statsligt museum under Kulturministeriet.
- Museet har til huse på Gammel Estrup, der er beliggende ved Auning på Djursland, sammen med Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum. En billet giver adgang til begge museer.
- Hver år besøger knap 100.000 gæster museet.
- Det Grønne Museum er resultatet af fusionen mellem det tidligere Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum (Hørsholm) og det tidligere Dansk Landbrugsmuseum (Auning).
- Museets samling rummer mere end 77.000 genstande inden for de fire emneområder.
- Vi har en indendørs udstilling på ca. 5500 m2 -og rundt om museet har vi 75 hektar med bl.a. historisk køkkenhave, økologisk landbrug og husdyr af gamle danske racer.
Kilde: Det Grønne Museum
Se indslaget om donationen her: