Vej genåbnet efter uheld, hvor lastbil kørte ind i bro
Den lastbilchauffør, der har påkørt en jernbanebro nord for Horsens, har nu henvendt sig til politiet.
En containerlastbil har natten til mandag påkørt en jernbanebro på Gl. Århusvej nord for Horsens.
Det oplyste Sydøstjyllands Politi tidligt mandag morgen, hvor man også efterlyste lastbil og chauffør.
Uheldet betød, at Gl. Århusvej var spærret mellem Skanderborgvej og Egebjergvej, da der lå betonstykker på kørebanen. Vejen er mandag formiddag blevet genåbnet, oplyser Sydøstjyllands Politi.
- Lastbilchaufføren har selv henvendt sig, og vi skal lige have kigget på lastbilen nu her, siger vagtchef Klavs Hansen fra Sydøstjyllands Politi til TV 2 ØSTJYLLAND.
Tidligere på morgenen har togene kørt over broen i nedsat hastighed, hvilket har skabt lidt forsinkelser, men nu kan de frit køre over broen i høj hastighed.
- Banedanmark har haft nogle ude og kigge på det, og der var kun sket mindre skader, siger Klavs Hansen.
Denne artikel er opdateret mandag klokken 10.32.