Trafikkaos fra koncert rammer fødegang
Harry Styles holder to koncerter i Horsens, hvor der ventes trafikale problemer.
- Vi opfordrer til, at man tager afsted i lidt bedre tid, end man måske ellers ville have gjort, hvis man er en af dem, der risikerer at skulle føde hen over weekenden.
Sådan siger Thea Teglbjærg, der er vicechefjordemoder i Regionshospitalet i Horsens.
Hun har - med et glimt i øjet - advaret om, at Harry Styles' to koncerter i Horsens i weekenden kan give trafikale problemer, der rammer fødende.
Hun har dog et par gode råd.
- Måske brug en gps, der tager højde for kødannelse og overvej om ruten skal gå lige forbi koncertstedet, siger Thea Teglbjærg.
Kan være en god ting
Den to koncerter, der afholdes lørdag og søndag på Nordstern Arena, får dog også konsekvenser for resten af byen, for med i omegnen af 60.000 koncertgæster fordelt over de to spilledage lørdag og søndag, kan det ikke andet end give trafikale problemer.
De store koncerter kommer også til at berøre trafikken i lokalområdet omkring stadion, hvor Langmarksvej og flere sideveje bliver afspærret fra lørdag klokken 14 og frem til mandag klokken 02.
Det varsler Sydøstjyllands Politi i et tweet. Beboere i området kan dog få køretilladelse.
Vicechefjordemoderen er dog ikke alt for bekymret for koncerterne - for fødegangen har prøvet værre.
- Vi har overkommet corona, strejker, snestorme og alt mulig andet. Så vi satser hårdt på, at vi også kommer igennem Harry Styles, siger Thea Teglbjærg.
Hun mener endda, at det måske kan være en god ting for de fødende, da musikken fra Harry Styles kan komme til at være baggrundsmusik, hvis man føder under koncerten.
- Noget af det, der betyder mest, for at man får en god fødsel, er kærlighedshormonet, Oxytocin. Og jeg kunne godt forestille mig, at Harry Styles kunne udløse det hos nogen. Men det tør jeg ikke at love, siger jordemoderen med et grin.