Lastbil med ild i ladet antændte flere brande
Forbipasserende fik trampet små ildebrande ned langs vejen, hvor lastbilen havde kørt.
Brandvæsenet i Horsens blev ved middagstid kaldt ud til to meldinger om brand ved Haldrupvej nær Søvind.
Indsatsleder Claus Hansen fortæller, at den første brand var i en grøftekant og derefter i et åbent lad på en lastbil, der kørte rundt med forskellige materiale som blandt andet metalskrot og træ.
- Det viser sig, at der på ukendt vis er opstået en brand omme i ladet, som chaufføren ikke har opdaget. Derfor kører han videre, og gløder er så hoppet fra ladet og ned på vejen, hvor det faktisk fik antændt flere små brande over en strækning, siger Claus Hansen.
- Det fortæller nogle folk i området os. De har gået på vejen langs grøftekanten og trampet livet ud af de her små brande, og derfor skete der heldigvis ikke mere, end det var tilfældet. Det var omkring fem kvadratmeter, som brændte væk det ene sted, siger Claus Hansen.
Brandfolkene valgte at lade lastbilen køre videre ind til sit bestemmelsessted i Horsens, hvor de sikrede sig, at ilden blev slukket forsvarligt. Det var for ikke at påvirke trafikken på Haldrupvej, at man på den måde valgte den mindst generende løsning.
- Det er enormt tørt over alt lige nu, så lad os bruge det her til en anledning til igen at opfordre til, at man udviser ekstremt meget forsigtighed, hvis man har behov for at bruge åben ild derude.