Rumænsk mand idømt fem års fængsel for hjemmerøveri mod ældre kvinde
En 29-årig rumænsk mand er onsdag blevet idømt fem års ubetinget fængsel for i 2018 at have udført et hjemmerøveri mod en ældre kvinde. Nu skal sagen behandles i landsretten.
Den 24. oktober 2018 omkring klokken 13.00 opdager en dengang 76-årig kvinde en fremmed mand i sit hjem på Skolegade i Hammel.
Da kvinden råber manden an, griber han fat i hendes arm og skubber hende væk, hvorefter han flygter ud gennem hoveddøren.
Af samme grund er gerningsmanden væk, da politiet ankommer til kvindens hjem, men politiet sikrer både DNA og fingeraftryk på gerningsstedet.
Sporene leder efterforskerne til en 29-årig rumænsk mand, der dog i mellemtiden er nået at rejse ud af Danmark.
Læs også
Anholdt i Rumænien og udleveret til Danmark
Den 29-årige rumæner blev i januar 2019 fremstillet i grundlovsforhør uden at være til stede – også kaldet in absentia.
Efter grundlovsforhøret blev der udstedt en europæisk arrestordre på ham. Rumænsk politi anholdt efterfølgende manden i forbindelse med en sag i hjemlandet, hvorefter de kontakter Østjyllands Politi.
23. oktober 2020 – altså næsten præcis to år efter hjemmerøveriet i Hammel – blev den rumænske gerningsmand udleveret til Danmark og fremstillet i grundlovsforhør.
Læs også
- Det er god sporsikring og et godt internationalt politi-samarbejde, der gjorde, at den 29-årige endte med at blive dømt for hjemmerøveriet, siger senioranklager ved Østjyllands Politi, Jakob Beyer, til TV2 ØSTJYLLAND.
Endelig onsdag blev den 29-årige rumænske mand dømt for hjemmerøveriet i Hammel ved Retten i Randers. Her blev han idømt fem års ubetinget og udvist for bestandig. En dom, der ifølge anklageren i sagen, Jakob Beyer, er helt efter bogen.
- Udgangspunktet for denne type forbrydelse er fem års fængsel, og netop derfor gik jeg efter det, siger Jakob Beyer.
Læs også
Hvor skal dommen afsones?
Den rumænske mand har valgt at anke domme, og han er derfor fortsat varetægtsfængslet i Danmark indtil sagen skal for landsretten.
Men selv hvis landsretten stadfæster dommen og udvisningen af den rumænske mand, så er det ikke sikkert, at han forlader Danmark.
Da manden i oktober blev udleveret til Danmark, skrev Østjyllands Politi i en pressemeddelelse, at det forventes, at han skal afsone sin dom i hjemlandet Rumænien. Men det er ifølge anklageren ikke nødvendigvis tilfældet.
- Det er ikke endeligt afgjort, om straffen skal afsones i Danmark eller i Rumænien. Det er en forhandling, der foregår mellem justitsministeriet og de rumænske strafmyndigheder, siger Jakob Beyer til TV2 ØSTJYLLAND.