Indbrudstyv bidt i armen af politihund
Gerningsmanden forsøgte at gemme sig i et krat - men det hjalp ham ikke.
Det kan være svært at gemme sig for en politihund.
Det kan en 19-årig mand formentlig snakke med om, efter at han i går, mandag, forsøgte at stikke af efter et indbrud i en villa på Odinsvej i Hadsten.
Læs også
Ifølge Østjyllands Politi kunne husets ejer på videoovervågning se, at to personer iført mørk beklædning gik rundt i hans hus.
Der blev sendt flere patruljer af sted, men da betjentene dukkede op, var indbrudstyvene forsvundet fra stedet.
Gemte sig i buskads
Igennem billederne fra videoovervågningen havde politiet dog et signalement af gerningsmændene.
En af politiets hundeførere observerede senere en person, der stak af, da han så betjenten, og der blev derfor sendt en hund i hælene af ham.
Hunden løb ind i et krat, og kort efter kunne betjenten høre en person inde fra buskadset beklage sig. Hunden havde standset gerningsmanden ved at bide ham i underarmen.
Læs også
Den 19-årige mand blev derefter anholdt og sigtet for indbrud.
Kort efter observerede en patrulje en bil, hvor føreren matchede signalementet på den anden gerningsmand. Den 23-årige mandlige bilist blev derefter anholdt og sigtet for indbrud.
Episoden fandt sted mandag formiddag.