Redegørelse fra kommune: Mølleskolen har gjort nok

Skanderborg Kommune har ingen kritik af Mølleskolens indsats på trods af sidste uges hændelse med en dreng, der blev overhældt med benzin

Skanderborg Kommune kommer nu med sin redegørelse om forholdene på Mølleskolen i Ry, der er kommet i fokus, efter at en 15-årig dreng sidste mandag blev stærkt forbrændt, da han blev ramt af en flaske med brændende benzin.

Fire jævnaldrende elever på skolen er sigtet i sagen. Skolen har ifølge kommunen levet op til sine forpligtelser.

Det har især været på 9. klassetrin, at der har været konflikter blandt eleverne, og det er også her, at de fem implicerede unge er fra. På årgangen har skolen haft iværksat en lang række tiltag for at undgå situationer som den, der skete i sidste uge, lyder det i redegørelsen.

Der har været et forholdsvist højere konfliktniveau på 9. klassetrin sammenlignet med skolens konfliktniveau generelt. 

Læs også Folkeskole i Ry er i chok: Vi er chokerede og rystede

- Skolen har dokumenteret en omfattende og mangfoldig indsats og opfølgning i forhold til årgangen og elever med særlige udfordringer i form af konsekvent gennemførte ugentlige samtaler, står der videre i redegørelsen.

Mølleskolen har desuden haft en løbende dialog om trivsel og konfliktniveau både med elever og forældre generelt og på baggrund af konkrete henvendelser.

Ikke synligt for omverdenen

- Den indsats, der er beskrevet oven for er p.g.a. indsatsen karakter og hensynet til tavshedspligt ikke altid synlig for omverdenen - fx for en forælder, der har henvendt sig med en bekymring - men kan ikke tages som udtryk for manglende indsats eller opfølgning fra skolen eller andre relevante myndigheder, lyder det.

Læs også Afghansk dreng i bedring efter han blev overhældt med benzin

I forhold til den konkrete voldsomme episode sidste mandag har Mølleskolen ikke observeret tegn, som har indikeret, at der var sket en optrapning af konfliktniveauet.

- Samme dag, som episoden fandt sted, havde to elever, som havde været i håndgemæng ugen før (og som var involveret i konflikten sidste mandag) været i et tilsyneladende gnidningsfrit gruppearbejde sammen, står der i redegørelsen. 

Heller ikke de lokale SSP-medarbejdere har konstateret tegn på optrapning af konflikten mellem de unge.

Du kan se hele Skanderborg Kommunes redegørelse her

01:56

VIDEO: Borgerne i Ry var chokerede efter den uhyggelige hændelse. 

Luk video

Ry-sagen kort

- 6. februar bliver en 16-årig dreng med afghansk baggrund angrebet af fire jævnaldrende drenge. De fire jævnaldrende kaster en antændt flaske med benzin ud over drengen

- Drengen bliver stærkt forbrændt fra livet og ned

- Den afghanske dreng går knap en kilometer hjem til familiens hus efter angrebet, hvorefter han straks bliver bragt til sygehuset

- Drengen bliver indlagt i kritisk tilstand, men er uden for livsfare

- Fire drenge fra Ry anholdes. De er alle etniske danskere

- De fire drenge bliver varetægtsfængslet i fire uger. De er sigtet efter straffelovens paragraf 245, der omhandler grov vold

- Drengene er i alderen 15-16 år, og grundet deres lave alder opholder de sig nu på lukkede ungdomsinstitutioner

- Skanderborgs borgmester, Jørgen Gaarde (S), har bedt om en redegørelse af forløbet

- Redegørelsen består af seks sider. Den offentliggøres onsdag 15. februar

Kilder: Sydøstjyllands Politi, Skanderborg Kommune og Ritzau