Malene malede sit eget vejskilt - nu er hun politianmeldt

I et forsøg på at komme hurtigtkørende biler til livs har Malene Høgh lavet et "vejskilt". Nu har hun fjernet det, efter hun blev politianmeldt.

Udgivet Opdateret

Malene Høgh har taget utraditionelle metoder i brug for at komme det, hun mener er dårlig trafikkultur uden for hendes hus, til livs.

Hun bor på Smedehalden i Esby på Helgenæs- lige for foden af Ellemandsbjerget. Ifølge hende er der mange bilister - og buschauffører - som kører for stærkt. Derfor malede hun et skilt med en snoet vej og en snegl på. Hun har desuden malet et fodgængerfelt på vejen uden for sit hus.

- Jeg satte skiltet op, fordi folk kører fuldstændig råddent, og folk kører også op over min grund. De kører stærkt, konstaterer hun.

Men nu er hun altså blevet politianmeldt og har fået en "venlig opringning" fra politiet, som hun kalder det.

Har haft effekt

- Jeg fik at vide, at jeg skal fjerne skiltet og fodgængerfeltet, så det gør jeg selvfølgelig, siger hun.

Hun understreger, at hun ikke har noget imod, at folk kører på vejen ud for hendes hus.

- Det må de gerne, men de skal køre efter forholdene. Esby er en lille landsby, siger hun.

Ifølge hende har især fodgængerfeltet haft en effekt på trafikken, hvor folk har sat farten ned. Skiltet har mere skabt anledning til grin. Men altså ikke hos alle, eftersom nogen har gjort politiet opmærksom på det ulovlige, hjemmelavede skilt.

Fodgængerfeltet har ifølge Malene Høgh haft en god effekt på hurtigtkørende biler. Nu skal det fjernes. / Foto: Privat

- Hvis folk skal være sure over det, så må de være sure over det, konstaterer Malene Høgh.

Men der er jo en grund til, at det er ulovligt. Tænkte du over, at det kan genere trafikken?

- Det er jo meningen, at det skulle genere trafikken for at få folk til at sætte farten ned. Det er også ulovligt at køre for stærkt.

Ikke første gang

Nu vil hun gå til Syddjurs Kommune med problematikken.

- Nu gider jeg ikke mere. Hvis folk er så smålige, at de vil anmelde det her, så må det være den vej, siger hun.

Men hvorfor har du ikke gjort det til at begynde med, i stedet for at gøre noget ulovligt?

- Jeg tænkte, at tingene går så langsomt i kommunen. Det er først sidste år, vi har fået et byskilt. Og så tænkte jeg, at det skete der ikke noget ved.

Det er ikke første gang, Malene Høgh har været i vælten med et kontroversielt skilt. I 2020 satte hun et skilt op ved vejkanten på Helgenæs, hvor der med store bogstaver stod "SÅ KØR DOG HJEM". Skiltet, som skabte stor debat blandt de lokale, lavede hun, fordi hun syntes, at folk skulle blive hjemme, når der blev i forbindelse med corona blev opfordret til, at folk ikke skulle samles.

Skiltet endte i øvrigt på Nationalmuseet.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her