Efter kritik: Kommune ansætter psykiatriske brobyggere

Aarhus Kommune og Region Midtjylland erkender mangelfuld indsats for at hjælpe psykisk syge tilbage til hverdagen

03:14

Aarhus Kommune og Region Midtjylland er blevet enige om et par tiltag, der skal være med til at bygge bro mellem behandlingspsykiatrien i regionen og de kommunale tilbud.

Det sker efter to uger med kritik af kommunens modtagelse og regionens hjemsendelse af psykisk syge, som overlades til sig selv.

Det drejer sig blandt andet om, at der nu snarest skal ansættes to såkaldte brobyggere, der får til opgave at følge borgere tæt fra regionspsykiatrien og videre til de kommunale tilbud for at skabe en bedre overgang. 

Læs også SIND: Godt med brobyggere, men det løser ikke problemerne alene

Tidligere på måneden besluttede Aarhus Byråd at gå videre med netop den idé, siden har rådmanden fundet pengene til det i sin forvaltning, og på et møde mellem Region Midtjylland og Aarhus Kommune er aftalen så faldet endelig på plads.

- Tanken er, at det skal være permanent, men det er klart, at vi nu skal have det op at stå og have erfaringer med brobyggerne, inden vi kan sige mere. Men jeg tror, at det er noget, der også i fremtiden er brug for, så det er nok kommet for at blive, siger Thomas Medom (SF), social- og beskæftigelsesrådmand, til TV2 ØSTJYLLAND, og erkender, at tiltagene langt fra er nok til alene at løse problemerne i psykiatrien alene.

'Triste eksempler'

Vi har her på TV2 ØSTJYLLAND de seneste uger belyst flere af de udfordringer og problemer, der er i overgangen fra behandlingspsykiatrien og til tilværelsen bagefter. Blandt andet har politiet, forsorgshjem og boligforeninger fortalt om et øget pres fra psykisk syge, som blandt andet udskrives til gaden, ligesom vi blandt andet også har fortalt historien om Jonatan Heide og Preben Borchman.

Læs også Hvorfor druknede Jonatan?

- Jeg kendte selv Preben Borchman som et aktivt medlem af SF og forkæmper for byens udsatte og det er så trist at han ikke er her mere. Hverken hans eller Jonatans Heides historie må gå i glemmebogen. Bedre samarbejde løser ikke problemerne alene. Det gør flere penge, siger Thomas Medom.

Brobyggerne skal blandt andet hjælpe patienterne med at finde bolig, forsørgelse, aktiviteter og videre behandling. De to kommende brobyggere ansættes af Aarhus Kommune.

Læs også Løsning på vej: Mere hjælp når psykisk syge bliver udskrevet

To brobyggere gør det ikke alene

Men kan to brobyggere løse de mange udfordringer, der har været belyst den seneste tid med, at folk tabes mellem regionen og kommunen og måske ender med at blive udskrevet til gaden?

- Nej, men det er et væsentligt bidrag. Nogle steder er der en god koordination mellem kommune og region, og andre steder er der ikke. Men det ændrer ikke på, at der mangler sengepladser og ressourcer i psykiatrien. Staten burde gøre mere, for psykiatrien trænger til et løft, og den burde høre hjemme på Finansloven og ikke kun i satspuljeaftaler. Brobyggerne løser ikke den grundlæggende ressourcemangel i psykiatrien, men de kan være med til at skabe en bedre overgang for mange, siger Thomas Medom. 

Læs også Jonatan-sagen: Vi skal være bedre til at inddrage pårørende

Henrik Gottlieb (S), medlem af det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde i Region Midtjylland, glæder sig også over den samlede aftale med Aarhus Kommune, men ligesom rådmanden vedkender han også, at to brobyggere nok ikke alene løser de problemer, der er med at få patienter fra behandlingspsykiatrien tilbage til en almindelig tilværelse.

- Jeg er ikke sikker på, at to er nok, men nu er vi gang, og så må vi følge op på det. Det vigtige er nu, at vi kommer i gang. Det løser ikke alle problemer, men det er et godt skridt til at komme videre, siger Henrik Gottlieb, der garanterer, at hvis de to medarbejdere ikke er nok, så er han klar til at finde penge til flere.

01:50

VIDEO: Se interview med Henrik Gottlieb her.

Luk video

Han afviser, at det er en aftale, der belejligt er landet i forbindelse med det forestående kommunal- og regionsrådsvalg.

Læs også Svigt i psykiatrien: Tinnas far sendt hjem til selvmord

- Nej, det er det et alt for alvorligt emne til. Der er mange borgere, der har brug for hjælp, og dem skal vi hjælpe. Også efter valget. Så vi skal i gang nu, og så skal vi fortsætte også efter valget, siger Henrik Gottlieb, der glæder sig over aftalen med Aarhus Kommune angående psykiatriområdet.

Thomas Medom fortæller, man i den seneste tid blandt andet har kigget mod Skanderborg Kommune, hvor man netop har succes med en psykiatrisk brobygger.

02:44

VIDEO: Succes med psykiatrisk brobygger i Skanderborg: Christian blev hjulpet videre

Luk video

Fortsat hjælp til unge med skizofreni

Udover de to brobyggere er Region Midtjylland og Aarhus Kommune blevet enige om fortsat i fællesskab at drive projektet Morfeus, der har til formål at hjælpe unge med skizofreni, når de bliver udskrevet fra behandlingspsykiatrien. Her havde kommunen på forhånd valgt at fortsætte sin del af det, mens regionen havde planer om at droppe sin del. De planer er dog skrottet, hvorfor kommune og region nu i fællesskab fortsætter projektet.

- Projekt Morfeus har hjulpet 143 personer indtil videre, og jeg er glad for, at det kan fortsætte. Det havde været rigtig skidt, hvis de her personer i stedet skal ind i det almindelige forløb med jobcentre og så videre, siger Thomas Medom, der afviser at aftalen om samarbejde ikke  

Læs også - Klokken er et om natten og jeg har færre sengepladser end patienter

Der afsættes desuden en halv million i de næste to år til at understøtte et såkaldt peer-guide projekt, hvor borgere, der selv har været gennem psykisk sygdom, bliver mentorer og hjælpere for patienter, når de bliver udskrevet fra behandlingspsykiatrien og skal finde tilbage til en almindelig tilværelse.

Et område under pres

- Det er ikke nogen nyhed, at det psykiatriske område generelt er under pres, og med afsæt i disse nye tiltag skal vi fortsat arbejde for at etablere flere pladser og tilbud til de alvorligt psykisk syge, som kæmper med at slippe fri af behandlingssystemet – både i regionalt og kommunalt regi. Her er det afgørende, at vi – som med det kommende Borgernes Psykiatrihus og nu med flere brobyggere – finder løsningerne i tæt fællesskab med regionen, siger Thomas Medom, der ligesom Henrik Gottlieb ser frem til at få Psykiatriens Hus op at stå i Aarhus.

Læs også Læge revser forhold i psykiatrien: Jeg udskriver syge hver dag

- Det er klart, at vi har nogle udfordringer, og jeg tror at en del af dem kan afhjælpes ved at sikre, at vi har et overlap i stedet for et hul mellem regionen og kommunen. Men det ændrer ikke på, at vi må gå fremtiden i møde med en erkendelse af, at et stigende antal patienter med store vanskeligheder også skaber efterspørgsel efter et større antal pladser, og det er en udfordring, som vi håber, at regeringen i den kommende tid vil være med til at tage op, siger Henrik Gottlieb.

Region Midtjylland har den højeste genindlæggelsesprocent i landet og en høj belægningsgrad på sengepladserne i psykiatrien. Kan I ikke bare prioritere pengene anderledes for at få det ændret i stedet for at pege på Christiansborg?

- Nu er der rigtig meget fokus på psykiatrien og sengepladser, og det er berettiget. Vi har en stigning i patienter på 12-15 procent om året. Det er rigtig svært at rykke penge fra det almene sygehusvæsen til psykiatrien, og det er svært at skaffe politisk opbakning til.

Læs også Alvorlig lægemangel i psykiatrien: 29 stillinger er ikke besat

Har I prøvet?

- Det har været drøftet. Hele sundhedsvæsnet har været drøftet. Der er et stort pres på sundhedsvæsnet generelt, og vi begynder at blive hårdt ramt de påkrævede besparelser på to procent, som har ramt hårdere en de to procent på et system, der i forvejen har leveret meget.

I andre regionen valgte man at lade psykiatrien slippe for besparelserne på de to procent. Kunne I ikke have valgt det samme?

Læs også Naboer til psykisk syge: Giv dem noget hjælp!

- Det var et af de synspunkter, jeg havde fremme i den debat, men det kunne vi ikke skabe grundlag for. Besparelserne skulle tages bredt, siger Henrik Gottlieb.

Han håber ligesom Thomas Medom, at politikerne på Christiansborg vil begynde at prioritere psykiateren højere.

- Jeg håber, at der kommer flere penge til psykiatrien. I mange år har der ikke været så meget fokus på psykiateren, men det er der ved at komme nu, siger Henrik Gottlieb.